4055/19

Beskrivelse:

Tandudtrækning i forbindelse med tandregulering. Forældelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 26-årig kvinde, der i forbindelse med en tandregulering fik trukket tænderne 05+ og +05 ud henholdsvis den 18. september og den 25. september 2007.

Patienten søger nu om erstatning, da der fortsat er mellemrum, der hvor tænderne er trukket ud.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. februar 2019 traf Tryg afgørelse om, at patientens erstatningskrav er forældet i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 2.

Tryg fandt, at skaden er sket den 18. og den 25. september 2007, hvor tænderne blev trukket ud, og at patientens anmeldelse er modtaget af Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/ Tryg den 31. oktober 2018.

Tryg fandt derfor, at skaden er sket mere end 10 år, før patienten søgte erstatning hos Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning/ Tryg. Den 10-årige forældelsesfrist er en absolut frist, der regnes fra det tidspunkt, hvor skaden er sket. Der kan ikke ses bort fra den 10-årige forældelsesfrist, selv om patienten eventuelt først har fået kendskab til skaden senere i forløbet, eller selv om der først opstår symptomer på en skade 10 år efter skadetidspunktet.

Tryg kan derfor ikke behandle sagen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. februar 2019.

Patientens skadesanmeldelse og dermed ansøgning om erstatning blev indgivet den 31. oktober 2018. Af gældende forældelsesregler fremgår, at eventuelle skader, der måtte være opstået i forbindelse med tandbehandling på et tidligere tidspunkt end 10 år før skadesanmeldelsen, det vil sige før 31. oktober 2008, er forældet, hvorfor nævnet ikke vil kunne behandle ansøgninger om erstatning for sådanne skader.

Nævnet bemærker, at nævnet har tillagt det væsentlig betydning, at de forstørrede tandmellemrum ikke har nogen funktionel betydning, og at de eventuelle kosmetiske gener må anses for at være uvæsentlige, når de ses i forhold til, at en eventuel behandling med tandregulering og efterfølgende implantater ville være meget omfattende  med væsentlige ulemper for patienten. Det er nævnets opfattelse, at en afvejning af fordele og ulemper i dette tilfælde tilsiger, at der ikke har været grundlag for behandling.

Nævnet finder herefter, at den behandling, der er udført efter den 31. oktober 2008, henholdsvis ikke udført behandling, ikke har medført en skade i lovens forstand.