Skip to content

4128/19

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tag af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tag af tand til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 75-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 14. november 2017 med en knækket tand 1+. I den forbindelse blev det noteret, at patienten ønskede en tid for behandling af tanden -6 og at tanden formentlig skulle kirurgisk rodbehandles. Den 20. november 2017 blev det konstateret, at der var betændelse fra tanden samt en tandbyld ved overgangen mellem tandkødet og kronen. Desuden var der en tandkødslomme på 11 millimeter på tandens yderspids. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse samt tab af knogle svarende til røddernes forgreningspunkt. Der fandtes derfor indikation for rodbehandling af tanden. Ifølge journalen blev patienten informeret om tvivlsom prognose. Rodbehandlingen blev indledt den 28. november 2017 og der blev noteret en tandkødslomme på 15 millimeter. I forbindelse med behandlingen skete der en gennembrydning af tanden, og der blev derfor taget et røntgenbillede af tanden, som fandtes at vise intet abnormt. Patienten blev herefter henvist til en specialtandlæge. Patienten blev derfor undersøgt af specialtandlægen den 15. august 2018, hvor der blev taget røntgen, som fandtes at vise tab af knogle svarende til røddernes forgreningspunkt. Tanden blev herefter åbnet og der blev konstateret en gennembrydning af tanden ved røddernes forgreningspunkt. Gennembrydningen blev herefter aflukket, og det blev noteret, at der var tale om en stor gennembrydning, som var svær at lukke. Tandens prognose var derfor usikker, hvilket patienten blev informeret om. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet den 29. august 2018. Ved kontrol den 12. september 2018 blev tanden røntgenfotograferet.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, afholdte transportudgifter samt godtgørelse for svie og smerte. 

1. instans afgørelse:

I brev af 3. maj 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af rodbehandling af tanden -6 den 28. november 2017 hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden, idet røntgen af 20. november 2017 viste rodspidsbetændelse samt tab af knogle ved røddernes forgreningspunkt. Tænder rodbehandles oftest som følge af rodspidsbetændelse. Desuden skete der en gennembrydning i tanden i forbindelse med rodbehandlingen.

Tryg fandt herefter, at røntgen af 20. november 2017 og journalnotatet af samme dag dokumenterer, at tanden ikke var bevaringsværdig. Dette skyldes, at der blev konstateret en dyb tandkødslomme på 11 millimeter samt et betydeligt tab af tandbærende knogle ved røddernes forgreningspunkt og en tandbyld ved tanden.

Tryg fandt videre, at dette med overvejende sandsynlighed skyldes en sprække i tanden eller et direkte brud på tanden.

Tryg fandt derfor, at tabet af tanden med overvejende sandsynlighed skyldes, at der ikke længere var tandbærende knogle på tandens yderside. Der er således ikke tale om en behandlingsudløst erstatningsberettigende skade, idet tabet af tanden med overvejende sandsynlighed skyldes forhold ved patienten selv. Gennembrydningen har derfor hverken medført negative konsekvenser for tanden eller et yderligere behov for behandling, idet skaden skyldes patientens grundlidelse i form af en sprække eller et direkte brud på tanden.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for behandlingen eller omgørelse af den udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 3. maj 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder på grundlag af røntgenbilleder fra den 20. juni 2017, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tanden -6 ikke var bevaringsværdig.

Nævnet finder derfor, at det er overvejende sandsynligt, at tanden mistes på grund af gennembrydningen af roden. Nævnet finder, at den erfarne specialist ville have afmonteret broen for dermed at have bedre overblik til at lokalisere kronepulpakammeret og rodkanalerne, hvorved gennembrydningen i forbindelse med rodbehandlingen den 28. november 2017 med overvejende sandsynlighed ikke ville have fundet sted. 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.