Skip to content

4134/19

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Af tandstillingsfejl

Beskrivelse:

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af tandstillingsfejl. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af tandstillingsfejl. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 19-årig mand, der igennem en lang årrække har modtaget tandpleje hos tandlægen. Ifølge journalen er der blevet foretaget den lovpligtige observation af tand-/kæbeudviklingen ved regelmæssige visitationer den 10. februar 2010, den 1. september 2010, den 28. september 2011 og igen den 15. januar 2015, hvor der tillige blev konstateret et mindre slid af underkæbefortænderne. Den 16. juni 2016 blev der konstateret et mindre slid af overkæbefortænderne, som dog blev tilskrevet syreskader som følge af sodavand. Den 6. marts 2017 blev der igen foretaget den lovpligtige observation af tand-/kæbeudviklingen, og i den forbindelse blev der fundet grundlag for tandregulering, hvilket patienten blev tilbudt. Det blev desuden noteret, at der var sår og hævelse i underlæben regio +2. Den 4. september 2017 blev der noteret et moderat slid af fortænderne i både over- og underkæben, men ingen tegn på syreskader i overkæbens fortænder. Patienten fik den 2. oktober 2017 fremlagt en behandlingsplan i form af tandreguleringsbehandling. Den 17. januar 2018 blev det noteret, at patientens mor telefonisk oplyste, at patienten takkede nej tak til behandling.

Patienten søger nu om erstatning for den manglende behandling og for at tænderne er ødelagt for altid. Patienten har daglige smerter og søger derfor tillige om godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. august 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1 jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten gennem teenageårene udviklede et slid af fortænderne. Dette er korrekt blevet monitoreret ved de regelmæssige tandeftersyn, ligesom der blev foretaget gentagende visitationer med henblik på vurdering af tandudviklingen. Der blev den 6. marts 2017 fundet indikation for tilbud om tandreguleringsbehandling, hvilket patienten i januar 2018 sagde nej til.

Tryg fandt herefter, at det aktuelle tandslid og de relaterede symptomer må tilskrives patientens grundlidelse, som er tænderskæren og dermed tandslid. Det forhold, at patienten i januar 2018 frasagde sig behandlingstilbuddet om tandregulering, har muligvis medførte en forværring af patientens grundlidelse, også selvom det først kom til udtryk, efter patientens behandlingsforløb blev afsluttet hos tandlægen.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten har gener nu og eventuelt skal behandles, med overvejende sandsynlighed skyldes en kombination af forhold ved patienten selv og fravalg af en tilbudt behandling. Patienten er derfor ikke påført en skade og er ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.  

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 9. august 2019.

Nævnet finder, at behandlingen har været bedst mulig under de givne omstændigheder. I den forbindelse finder nævnet, at der ikke findes nogen behandlingskrævende tilstande på nuværende tidspunkt.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.