Skip to content

4094/19

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Behandling med fyldning med efterfølgende nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Behandling med fyldning med efterfølgende nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 9. august 2016, da en del af tanden 4- var knækket. Fyldningen i tanden var løs og der blev konstateret caries i forbindelse med fyldningen. Tanden blev derfor behandlet med en ny fyldning uden anlæggelse af bedøvelse. Patienten henvendte sig igen den 15. august 2016 med irritation af tungen på grund af mulig skarp kant på tanden 4-. Der kunne ikke konstateres skarpe kanter på tanden, men fyldningen blev beslebet. Patienten kunne dog ikke mærke, at beslibningen havde afhjulpet på generne. På grund af fortsatte gener på indersiden ved tænderne 4,3- blev fyldningen i tanden 4- igen beslebet den 25. og den 29. august 2016. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor fyldningen i tanden 4- blev skiftet på grund af defekt fyldning. Ifølge journalen var der problemer med kontaktpunktet til nabotanden, således at der kunne presses føde ned mellem tænderne 4- og 3-. Patienten henvendte sig igen den 12. september 2016 med gener fra blandt andet tænderne 3,2-. Den 19. december 2017 blev patienten set af en tredje tandlæge på grund af smerter fra tænderne 4,3-. Patienten havde en fornemmelse af, at der sad noget mellem tænderne 4,3-. Patienten blev derfor anbefalet konsultation hos en specialist på klinikken. Den 20. december 2017 blev tanden 4- kirurgisk rodbehandlet. Der blev taget kontrolrøntgen, som viste, at rodfyldningen ikke var helt fyldestgørende. Desuden blev det noteret, at der ikke efterfølgende kunne foretages yderligere behandling af tanden. Den 28. december 2017 blev trådene fjernet og ifølge journalen var patienten symptomfri. Patienten var til kontrol igen den 19. januar 2018 på grund af tilbagevendende gener fra tænderne 4,3-. Der blev taget røntgen, og der kunne hverken klinisk eller på røntgen konstateres behandlingskrævende tilstande. Ved kontrol den 8. februar 2018 kunne der fortsat ikke findes behandlingskrævende tilstande. Patienten blev derfor sat i behandling med antibiotika, hvilket blev ordineret igen den 14. februar og 22. februar 2018. Den 13. marts 2018 blev tanden 4- trukket ud efter patientens ønske. I den forbindelse blev patienten informeret om, at fjernelse af tanden 4- ikke med sikkerhed ville lindre hendes symptomer. Patienten oplyste telefonisk den 11. april 2018, at symptomerne var kommet igen. Efterfølgende er patienten blevet undersøgt på neurologiske ambulatorium, hvor det blev noteret, at patientens gener var lokaliseret til regio 4-, der var ingen effekt på generne med medicinsk behandling, men at lokal anvendelse af overfladebedøvelse gav en lindring. Desuden blev der konstateret en overfølsomhed ved berøring samt kulde- og varmepåvirkning af regio 4-.

Patienten søger nu om erstatning for alle afholdte udgifter samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. marts 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen den 9. august 2016.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten den 9. august 2016 fik foretaget behandling af tanden 4- med en ny fyldning. I forbindelse med fyldningen er der ikke anvendt lokalbedøvelse. På grund af gener er der efterfølgende flere gange foretaget beslibning af fyldningen.

Tryg fandt herefter, at selv om der er en tidsmæssig sammenhæng mellem fyldningsbehandlingen af tanden 4- og patientens gener, er det ikke overvejende sandsynligt, at behandlingen har medført de gener, som patienten beskriver.

I den forbindelse fandt Tryg, at en behandling med plastfyldning ikke kan give de gener, som patienten beskriver.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Såfremt patienten ønsker, at Tryg skal vurdere om, hvorvidt rodbehandlingerne af tænderne 4,3-, herunder fjernelse af tanden 4-, skulle have udløst en skade, skal patienten anmelde disse forhold på ny på rette tandlæger, som har udført disse behandlinger.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 21. marts 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at den indhentede CBCT-scanning ikke viser andre behandlingskrævende tilstande i regio 4-.

Nævnet finder herefter på baggrund af ovenstående og den neurosensoriske undersøgelse, at det er overvejende sandsynligt, at behandlingen af tanden 4- har medført en skade i form af beskadigelse af nervus trigeminus i højre side.

Nævnet finder videre, at patientens nuværende gener er tilstrækkeligt alvorlige og sjældne i forhold til den oprindelige grundlidelse, caries i tanden 4-.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.