Skip to content

4160/19

Skadetype: Skade på rod - Boreskade
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Skævboring i forbindelse med rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Skævboring i forbindelse med rodbehandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 30. april 2014 fik behandlet tanden 3+ med en plastfyldning på grund af caries. Den 22. juni 2015 blev tanden 4+ trukket ud, og der blev præpareret til bro i regio 3,2+. Broen blev herefter cementeret den 8. juli 2015. Patienten henvendte sig den 28. juli 2017, da broen var løs. Det blev desuden konstateret, at der var caries i tanden 3+, som blev renboret og aflukket midlertidigt. Ifølge journalen var det ikke muligt at få broen af. Den 10. august 2017 blev tanden 3+ behandlet med en fyldning, og der blev taget røntgenkontrol. Patienten henvendte sig igen den 18. september 2018 på grund af tandpine i tanden 3+. Det blev konstateret, at der var caries i tanden 3+ samt rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden. Rodbehandlingen blev fortsat den 4. og 15. oktober 2018, hvor der i forbindelse med rodbehandlingen skete en gennembrydning. Tanden blev herefter rod- og plastfyldt og der blev taget røntgenkontrol. Den 31. oktober 2018 blev tanden behandlet med plastfyldning på grund af caries under kronen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat regio 3+.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. juni 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af den 31. oktober 2018 viser tanden 3+ med rodfyldning, broanker og plombering. Roden er solidt indlejret i sund knogle, og over knoglen er der tandsubstans. Dette betyder, at tanden er mulig at restaurere og kan bevares.

Tryg fandt derfor, at gennembrydningen på tanden 3+ ikke har medført en skade på knoglen og har derfor ikke haft en negativ påvirkning af patientens tandstatus eller nødvendiggjort et forøget behandlingsbehov.

Tryg fandt i den forbindelse, at hullet i tandhalsen med overvejende sandsynlighed har været tilstede siden løsningen af broen den 28. juli 2017, hvor tanden 3+ blev renboret før recementering af broen. Behandlingen af hullet i tandhalsen på +3 betød allerede på dette tidspunkt en fornyelse af broen 4,3,2+, hvilket blev udskudt. Den udskudte behandling, der nu skal udføres, er således behandling af tandens grundlidelse.

Tryg fandt dermed, at der ikke er sket en skade som følge af behandlingen hos tandlægen, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. juni 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der på nuværende tidspunkt ikke er sket en skade på tanden 3+ som følge af skævboringen, da tanden kan bevares med rodbehandling og krone med støbt opbygning. Det forhold, at broen eventuelt skal laves om, er heller ikke en skade i lovens forstand, idet broen under alle omstændigheder skulle omlaves på grund af caries i bropillen 3+.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20 stk. 1.