Skip to content

4102/19

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Alternativ teknik/metode – PFL § 2.1.3/KEL § 20.1.3.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Eventuel rodbehandling og efterfølgende smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Eventuel rodbehandling og efterfølgende smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der blev set første gang hos tandlægen den 28. marts 2014. I den forbindelse blev det noteret, at patienten havde sukkersyge og var i behandlingen herfor samt i behandling med gabapentin for neuropatiske smerter og behandling med binyrebarkhormon. Det blev desuden noteret, at patienten havde smerter fra tanden 6- ved tygning og spisning generelt. Der blev taget røntgen og en fyldning i tanden blev fjernet. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden den 24. juni 2014. Den 28. august 2014 blev der oprettet en kladde og den 11. marts 2015 blev rodbehandlingen færdiggjort uden notater om gener. Efterfølgende har patienten betydelige problemer med at tale – specielt med at få ganen til at fungere, da højre side er lammet. Patienten blev derfor indstillet til et taletræningsforløb.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. april 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af anmeldelsen, at skaden skulle være sket den 28. august 2014 ved tandlægen. Desuden har Tryg flere gange forsøgt at indhente journalmateriale fra den 28. august 2014 fra tandlægen og dermed fået bekræftelse derfra, at journalmaterialet, de havde på patienten, blev indsendt til Tryg. I det indhentede materiale fremgår der ikke specifikt behandlinger foretaget før 8. september 2017.

Tryg fandt dermed, at det ikke har været muligt at indhente materiale omkring den specifikke dato og dermed for at undersøge, hvornår skaden er sket.

Tryg fandt derfor, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed har fået en behandlerskade den 28. august 2014, da der ikke er dokumentation for dette.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Såfremt det senere skulle være muligt at forefinde yderligere journalmateriale og røntgen fra tandlægen omkring skadedatoen den 28. august 2014, kan patienten anmode om at få sagen genoptaget. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 3. april 2019, men med en ændret begrundelse herfor.

Indledningsvist har nævnet lagt til grund, at der har været foretaget en behandling den 28. august 2014, idet det fremgår af den indhentede journal/kladde, at konsultationen er påbegyndt kl. 8.58 og afsluttet kl. 9.47.

Nævnet finder herefter på baggrund af den indhentede speciallægeerklæring, at det ikke er overvejende sandsynligt, at patienten er påført en skade ved behandlingen den 28. august 2014, idet generne er forsvundet.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.