Skip to content

4169/19

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 4. marts 2016 havde gener fra en fyldning i tanden -6. I den forbindelse blev der konstateret rodspidsbetændelse, og patienten blev anbefalet at få lavet rodbehandlingen om. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 8. marts 2016. Da patienten fortsat havde smerter den 9. marts 2016, henvendte hun sig igen til tandlægen. Det blev noteret, at patienten havde haft feber efter rodbehandlingen, og der blev derfor ordineret antibiotika. Den 16. marts 2016 havde patienten fortsat smerter og ømhed fra tanden. Rodbehandlingen blev herefter fortsat med udrensning af rodkanalerne. I den forbindelse blev det noteret, at det var vanskeligt at nå tandens rodspidser under udrensningen, og patienten blev informeret om, at det kunne blive nødvendigt med en kirurgisk rodbehandling af tanden. Ifølge journalen fra den 5. april 2016 var symptomerne aftagende. Der var dog pusflod fra kanalerne, som derfor blev skyllet med desinficerende væske. Den 14. april 2016 blev rodkanalerne igen udrenset, da der stadig var smerter samt pusflod fra kanalerne. Der blev igen ordineret antibiotika den 15. april 2016, da patienten fortsat havde smerter fra tanden, og den 26. april 2016 blev der igen foretaget udrensning af rodkanalerne. Ifølge journalen fra den 3. maj 2016 blev patienten informeret om muligheden for kirurgisk rodbehandling af tanden. Det blev desuden noteret, at patienten var nervøs for, at betændelsen kunne have indflydelse på hendes MODIC-forandringer. Den 12. maj 2016 blev det noteret, at tandlægen havde drøftet behandlingen af tanden med en specialtandlæge, som ikke mente, at der var forbindelse mellem rodspidsbetændelsen og patientens MODIC-forandringer. Dette blev ifølge journalen bekræftet af sygehuset. Patienten oplyste den 30. maj 2016, at hun ikke ønskede kirurgisk rodbehandling af tanden. Det blev i stedet aftalt, at tanden skulle rodbehandles færdigt, og hvis symptomerne ikke ophørte efter endt behandling, skulle tanden trækkes ud. Den 3. juni 2016 henvendte patienten sig til en anden tandlæge, som fandt, at der var en revne i bunden af tandens nervekammer. Tanden blev derfor fjernet operativt samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. juli 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden -6 den 8. marts 2016, da det den 4. marts 2016 blev konstateret, at der var rodspidsbetændelse på tanden. Tænder rodbehandles oftest som følge af rodspidsbetændelse. Desuden blev tanden fjernet den 3. juni 2016.

Tryg fandt herefter, at der ikke er sket en skade som følge af rodbehandlingen af tanden -6. Dette skyldes, at tanden har været korrekt behandlet gennem rodbehandling over flere gange samt ved antibiotisk behandling.

Tryg fandt derfor, at tabet af tanden med overvejende sandsynlighed skyldtes en revne i bunden af tandens nervekammer.

Tryg fandt videre, at på trods af, at der muligvis er en tidsmæssig sammenhæng mellem rodspidsbetændelsen på tanden -6 og udviklingen af lymfekræft (follikulært lymfom), så er det ikke overvejende sandsynligt, at den kroniske rodspidsbetændelse har medført udvikling af lymfekræft, idet der ikke er årsagssammenhæng mellem sygdommene. Det betyder, at der ikke er evidens for, at en kronisk rodspidsbetændelse kan medføre udvikling af lymfekræft. I den forbindelse henledes opmærksomheden på, at dette også blev bekræftet af en specialtandlæge samt sygehus den 12. maj 2016. Der er således ikke tale om en erstatningsberettigende behandlingsudløst skade, men forhold ved patienten selv, som medførte, at patienten desværre udviklede lymfekræft.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 18. juli 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at rodbehandlingen af tanden -6 er årsagen til, at patienten udviklede lymfekræft.

For så vidt angår revnen i tanden -6 er dette et forhold ved tanden selv og skyldes ikke den udførte rodbehandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.