Skip to content

4225/19

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodbehandling med udpresning af rodfyldningsmateriale med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Rodbehandling med udpresning af rodfyldningsmateriale med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 26-årig kvinde, der den 8. oktober 2015 fik rodbehandlet tanden -7. Desuden blev tanden restaureret med en krone, som blev cementeret endelig den 19. november 2015. Ved undersøgelse den 26. oktober 2017 blev der taget røntgenbillede, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden -7. Der blev derfor indledt revision af rodbehandlingen den 6. november 2017, hvor der blev opdaget en ubehandlet rodkanal i tanden. Rodbehandlingen blev fortsat den 9. november 2017, og den 10. november 2017 blev der taget røntgen som fandtes at vise efterladt plastic carrier fra den gamle rodfyldning i den distale kanal. Tanden blev derfor genåbnet og det blev forsøgt at løsne plaststiften uden held. Der blev derfor planlagt kirurgisk rodbehandling af tanden.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen efter de almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse.

Tryg fandt, at det seneste brev ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/ de oplysninger, som der tidligere er sendt.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden -7 fremstod med en rodspidsbetændelse som grundlidelse, og at selv om der var presset rodfyldningsmateriale ud gennem roden, var det fagligt relevant at udføre desinfektion af rodkanalen, bearbejde denne, rodfylde tæt og herefter observere resultatet.

Tryg fandt videre, at der i dette tilfælde blev iværksat en kirurgisk behandling, hvorved det ikke var muligt at observere resultatet af den første behandling, og dermed vurderes der ikke at kunne etableres en overvejende sandsynlig sammenhæng mellem behandling og kirurgi.

Tryg fandt derfor, at det afgørende er, om udførelsen af kirurgi har årsag i behandlingen eller grundlidelsen.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at det angives, at rodfyldningerne vanskeligt kunne fjernes, taler for, at tanden under alle omstændigheder havde behov for en kirurgisk rodbehandling, hvormed der ikke er sket en skade.

Tryg fandt videre, at det forhold, at tanden havde betændelse på begge tandens rødder, ikke vurderes at være en skade.

Tryg fandt således, at der ikke findes at være dokumentation for, at rodbehandlingen har gennemført negative konsekvenser i form af en større behandling end den, der havde årsag i grundlidelsen. Der er derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 30. oktober 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der var behov for kirurgisk rodbehandling, og at behovet herfor er en følge af, at der skete udpresning af rodfyldningsmaterialet i forbindelse med revision af rodbehandlingen. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at revision af rodbehandlingen var foretaget således, at der ikke var sket udpresning af rodfyldningsmaterialet.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.