Skip to content

4272/19

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Bidfunktionsbehandling

Beskrivelse:

Bidfunktionsbehandling og gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Bidfunktionsbehandling og gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der den 28. juni 2016 fik foretaget en bidfunktionsundersøgelse hos tandlægen. I den forbindelse blev der konstateret bidfunktionelle problemstillinger og gigtlignende forandringer i kæbeled samt muskulære. Patienten blev herefter informeret om forskellige behandlingsmuligheder, og den 17. november 2016 blev der udleveret en aftagelig bidskinne. Herefter fulgte et længere forløb med månedlige konsultationer og skriftlig kontakt. I forbindelse med de månedlige konsultationer blev skinnen justeret uden at medføre nævneværdige resultater i forhold til symptomer og bidfunktion. Ved kontrol den 3. marts 2017 oplyste patienten, at tænderne i overkæben og underkæben var skubbet fremad. Patienten ønskede derfor ikke at bruge skinnen mere. Der blev herefter overvejet alternative behandlingsmuligheder i form af brug af andre skinner, og den 19. maj 2017 blev der udleveret en Tannerskinne til underkæben. Efterfølgende blev skinnen justeret flere gange.

Patienten søger nu om erstatning for ændret udseende, ændret bid, nedsat livskvalitet på grund af permanente muskelspændinger samt for udgifter til regulering og transport.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. september 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalmaterialet, at patienten den 28. juni 2016 oplyste, at hun gennem en lang årrække havde haft ansigtsmæssige holdnings-/ og smerteproblematikker, som hun er blevet behandlet for.

Tryg fandt derfor, at da patientens gener allerede var til stede forud for behandlingen hos tandlægen, så skyldtes patientens nuværende gener ikke behandlingen eller mangel på samme hos tandlægen. Patientens gener skyldes derfor forhold ved patienten selv, hvorfor hun ikke er påført en skade.

For så vidt angår udgiften til en fornyet behandling fandt Tryg, at der alene er tale om et økonomisk tab. Behandlingen med bidskinne kan laves om under samme forudsætninger som oprindeligt, og uden at det vil medføre en forringelse af patientens tandstatus.

Patienten er derfor ikke, hverken samlet eller isoleret set, berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. september 2019.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den udførte behandling er årsagen til patientens nuværende gener. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at patienten allerede forud for behandling havde symptomer i form af bidfunktionsrelaterede gener samt skævt bid. Patientens gener findes dermed at skyldes forhold ved patienten selv og ikke den udførte behandling.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.