Skip to content

3927/18

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Stiftudboring - Rodstift

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig mand, der henvendte sig med smerter fra tanden +6 den 24. juli 2013. Der blev taget røntgen, hvorefter der blev indledt rodbehandling af tanden samme dag. Rodbehandlingen blev afsluttet med en rodfyldning den 14. august 2013, hvor der tillige blev taget røntgen. Den 17. december 2013 blev tanden behandlet med en midlertidig fyldning, og patienten blev informeret om, at der burde laves en permanent løsning. Den 29. april 2014 blev tanden præpareret til krone samt forsynet med en stiftopbygning. Desuden blev der igen taget røntgen. Kronen blev herefter cementeret den 3. juni 2014. Den 4. marts 2016 blev der taget bite wings. Ved undersøgelse den 5. september 2016 oplyste patienten, at der havde været ømhed ved tanden +6. Der blev konstateret en fistel i regio +6 samt taget røntgen, der fandtes at vise rodspidsbetændelse ved den forreste, ydre rod på tanden. Der fandtes derfor at være indikation for revision af rodbehandlingen. Den 12. september 2016 blev det noteret, at rodbehandlingen i den forreste ydre rod skulle laves om. Desuden blev det noteret, at der formentlig kun var udført rodbehandling af den ene af de to rodkanaler i den forreste, ydre rod. Den 29. september 2017 blev der indledt omlavning af rodbehandlingen, og i den forbindelse blev det konstateret, at der var sket en parietal perforation i forbindelse med stiftopbygningen. Prognosen for bevarelse af tanden fandtes derfor at være for ringe, og patienten blev anbefalet udtrækning af tanden og erstatning af denne med bro eller implantat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling, tandrensninger, ulempeerstatning forbundet med tandrensningerne samt erstatning for tab af tand. 

1. instans afgørelse:

I brev af 5. juli 2018 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbillede af 29. september 2017 dokumenterer gennembrydningen på tanden, som ligeledes konstateres klinisk ved ny tandlæge. Derudover viser røntgen fra den 29. april sunde forhold ved tanden +6, inden behandlingen starter op.

Tryg fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at behandlingen med stiftopbygningen af tanden +6 er årsag til skaden, og at tanden helt mistes.

Tryg fandt herefter, at erfaren specialiststandard havde været, at tandlægen havde draget yderligere omsorg i forbindelse med udboringen til stifter i tanden +6 alene var sket i den centrale del af rødderne. Dette kunne være sket ved, at tandlægen løbende havde foretaget kontrolrøntgen, således at udboringen kun var sket i den centrale del af rødderne. På denne måde havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at gennembrydningen af tanden var sket ved udboringen.

Tryg fandt derefter, at der kan tilkendes erstatning for rimelige udgifter til fjernelse af tanden +6 samt rimelige udgifter til erstatning for denne.

Tryg fandt videre, at der i patientens tilfælde skal fratrækkes skønsmæssigt 7.000 kr. svarende til udgiften for stiftopbygning og kronebehandling, da disse ikke er fundet at være udarbejdet efter almindelig anerkendt standard. Spørgsmål om tilbagebetaling af honorar for det tidligere udførte mangelfuldt arbejde er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientsikkerhed (Styrelsen for Patientklager).

Hvis patienten ikke ønsker den mistede tand erstattet af et implantat, kan der alternativt tilbydes en kompensation for tab af tanden, idet tab af en tand ikke medfører varigt mén jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel. Godtgørelsen svarer til Tandskadeankenævnets praksis for tab af en tand.

I brev af 18. juni 2019 godkendte Tryg behandlingsoverslag på i alt 33.925,76 kr. (rettelig 34.973,45 kr.) delvist.

Tryg fandt i den forbindelse, at behandlingsoverslaget vedrørte fjernelse af tanden +6 og efterfulgt implantatbehandling.

Tryg fandt herefter, at overslaget kun kan godkendes delvist, da et enkelt røntgenbillede til 147,69 kr. af tanden +6, som allerede er udført, ikke kan godkendes. Det resterende behandlingsoverslag på fjernelse af tanden +6 og implantatbehandling på i alt 33.925,76 kr. kan derfor godkendes.

Tryg fastholdt dog fortsat vurderingen om, at der skal fratrækkes skønsmæssigt 7.000 kr. svarende til udgiften for stiftopbygning og kronebehandling. Der henvises til afgørelsen af 5. juli 2018 for yderligere information.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 5. juli 2018, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der ikke skal foretages fradrag for udgifterne til stift og krone på tanden +6. Skaden er opstået på grund af skævboring i forbindelse med stiftfremstillingen, og fradraget på 7.000 kr. bortfalder derfor.

Nævnet bemærker, at Tryg har oplyst, at der endnu ikke er truffet afgørelse om erstatning for kørselsudgifter.