4180/19

Skadetype: Manglende diagnostik - Canser
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Mangelfuld diagnostik

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af cancer. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Mangelfuld diagnostik og behandling af cancer. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 75-årig mand, der den 18. juni 2009 fik konstateret parodontitis, som der efterfølgende løbende er blevet behandlet for ifølge journalen. Den 28. september 2017 blev der stadig registreret parodontitis marginalis. Patienten henvendte sig akut den 6. marts 2018, da han havde bidt i et revelsben. Tanden 1- var nu løs og der var sår i underkæbefronten. Der blev taget røntgen, og der blev målt en tandkødslomme på 7 mm ved tanden. Ved kontrol dagen efter var der stor bedring, og det blev vurderet, at der ikke var behov for at sy såret. Patienten henvendte sig igen den 21. juni 2018 på grund af tandpine ved 1-1. Der blev taget røntgen og konstateret omfattende parodontitis på tænderne. Tænderne 1-1 blev derfor behandlet med tandrodsrensninger, og tænderne 2,1-1,2 blev fikseret. Ved kontrol den 25. juni 2018 var der stadig hævelse samt ømhed i underkæbefronten. Desuden var tænderne 2,1-1,2 stadig løse, og der blev udført tandrodsrensning af tænderne 2,1-2. Patienten var igen til kontrol den 4. juli 2018, hvor det blev noteret, at infektionen var meget mindre. Det blev desuden noteret, at patienten også oplevede bedring, men tænderne var stadig løse af 2. grad samt stort fæstetab i underkæben. Ifølge journalen fra den 14. august 2018 blev der taget kontrolrøntgen af tænderne 2,1-1,2 for vurdering af knoglefæstet, som fandtes at vise total parodontitis på 1-1. Patienten blev informeret om, at fiksation ikke ville holde, og at ekstraktion vil være den mest korrekte behandling. Tænderne 2,1-1 blev herefter fikseret. Den 6. september 2018 var fiksationen gået løs, og der blev lavet en ny, da patienten skulle på ferie. Patienten blev informeret om, at tandlægen gerne ville henvise patienten til udredning, da hun ikke kunne lide tandkødets udseende på for- og bagsiden. Der blev igen taget røntgen samt fotos. Patienten var igen til kontrol den 24. september 2018, hvor der igen blev taget røntgen og noteret, at opklaring apikalt 2,1- var større. Patienten skulle derfor henvises til sygehus med henblik på vurdering af tandkødet, og den 25. september 2018 blev patienten henvist på mistanken om kræft. Patienten henvendte sig akut igen den 12. oktober 2018, da der var noget plast, der generede, som blev pudset. Det blev noteret, at patienten havde fået konstateret kræft, og patienten var blevet viderehenvist til behandling i et kræftpakkeforløb.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rekonstruktion af de 6 tænder, som han har fået fjernet i undermunden.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. august 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der er nogle typer af kræft i mundhulen, der kan være helt symptomløse, mens andre kan give varierende grad af symptomer fra svag til stærk smerte. Klinisk ses også mange forskellige forandringer lige fra røde og blandet rød/hvide med glat eller såkaldt nodulær overflade og over til et sårfyldt område med voldformede rande.

Tryg fandt derfor, at hvis mistanken om ondartede forandringer er svag, vil det ikke være i strid med erfaren specialiststandard at følge tilstanden i en vis periode for at udelukke andre oplagte årsager til forandringerne, f.eks. en mekanisk irritation af området. Hvor der derimod foreligger begrundet mistanke om ondartede forandringer, følger det af de gældende retningslinjer på området, at den pågældende tandlæge skal sikre, at patienten informeres, beskrive de kliniske fund hos tandlægen, udlevere en tid til patienten med henblik på undersøgelse inden for to hverdage, kontakte henvisningsstedet, sende en henvisning og patienten skal møde til undersøgelse.

Tryg fandt herefter, at patientens journal dokumenterer, at patienten henvendte sig den 6. marts 2018 hos tandlægen, hvor der kunne konstateres et sår i underkæbefronten opstået i relation til, at han havde bidt i et revelsben. Der var således på dette tidspunkt tale om et traume på tandkødet med oplagt årsag i, at patienten havde bidt i et fremmedlegeme (revelsben).

Tryg fandt videre, at der både ved undersøgelsen den 6. marts 2018 og den 21. juni 2018 blev gjort objektive fund som følge af omfattende lokal parodontitis i underkæbefronten. Parodontitis var en tilstand, patienten var diagnosticeret med i forvejen, og som er kendt for at forårsage symptomer i form af fordybede tandkødslommer, løsning af tænder og tandpine. Det betyder, at der på dette tidspunkt var konstaterbare objektive fund, som kunne forklare patientens symptomer i form af fordybede tandkødslommer, løsning af tænder og tandpine.

Tryg fandt endvidere, at journalen dokumenterer, at der i perioden fra den 25. juni 2018 til den 6. september 2018 blev fulgt op med kontroller, optagelse af røntgen til diagnostik og yderligere parodontal behandling med tandrodsrensninger i henhold til de gældende retningslinjer herfor.

Tryg fandt imidlertid, at den relevante parodontal behandling i underkæbefronten ikke havde den ønskede effekt på patientens symptomer, og den 6. september 2018 blev der tillige beskrevet forandringer i tandkødet, der krævede en nærmere udredning.

Tryg fandt herefter ud fra de i journalen beskrevne subjektive gener og objektive fund, at der først den 6. september 2018 forelå en begrundet mistanke om ondartede forandring. Journalen dokumenterer imidlertid, at patienten først blev henvist til kæbekirurgisk afdeling på mistanken om kræft den 25. september 2018.

Tryg fandt dermed, at patientens undersøgelsesforløb og dermed diagnosticeringen og behandlingen af patientens mundhulekræft kunne være påbegyndt 19 dage tidligere, hvis han i overensstemmelse med optimal behandling var blevet henvist til yderligere undersøgelse i sygehusregi den 19. september 2018 i stedet for den 25. september 2018.

Tryg fandt dog, at det ikke er overvejende sandsynligt, at forsinkelsen på 19 dage har medført en mere omfattende behandling af patientens grundlidelse med kræft i mundhulen eller forringet hans prognose for helbredelse heraf.

Tryg har i den forbindelse lagt vægt på slimhindeforandringens udseende og karakter, de radiologiske forhold, samt det forhold, at forsinkelsesperioden er begrænset til 19 dage. Det betyder, at patienten ikke som følge af behandlingen hos tandlægen er blevet påført en skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning efter behandlingen hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er handlet efter erfaren specialiststandard, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og hjemviser derfor sagen til fornyet behandling hos Tryg.

Nævnet finder, at den erfarne specialist ved undersøgelsen 6. marts 2018 havde aftalt en kontroltid ca. 14 dage efter for at vurdere helingen af såret. Den erfarne specialist ville herefter ved denne kontrol have henvist patienten til nærmere undersøgelse, idet der var mistanke om kræft, altså omkring 20. marts 2018.

Efter bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse tilstande ved iskæmiske hjertesygdomme § 2, nr. 1, ville patienten herefter senest 14 dage efter være blevet forundersøgt, altså omkring 3. april 2018. og behandling ville efter nr. § 2, nr. 2 være iværksat senest omkring 17. april 2018.

I stedet blev patienten henvist til undersøgelse 25. september 2018 og undersøgt på Køge Sygehus 10. oktober 2018.

Der foreligger herefter en forsinkelse af diagnosen på ca. 6 måneder.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på afgørelse af, hvilken betydning denne diagnoseforsinkelse har haft for behandlingen af patientens overlevelsesprognose.