Skip to content

4282/19

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for nye kronebehandlinger samt behov for rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for nye kronebehandlinger samt behov for rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig kvinde, der fik påbegyndt rodbehandling af tanden 7+ på grund af rodspidsbetændelse. Efterfølgende blev tanden lukket med en fyldning, og det blev noteret, at der kunne blive behov for kirurgisk rodbehandling. Den 14. december 2017 blev tænderne 7,6+ præpareret til kroner, som blev cementeret på tænderne den 21. december 2017. I den forbindelse blev der taget røntgenbillede, som fandtes at vise fine kanttilslutning. Efterfølgende blev guldkronerne afmonteret den 9. februar 2018, og den 23. marts 2018 blev der cementeret nye metalkeramikkroner på tænderne af anden tandlæge.

Patienten søger nu om erstatning for helbredelsesudgifter samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. december 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade i lovens forstand som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for rodbehandling af tanden 7+ den 7. november 2018, da røntgen optaget den 7. november 2017 dokumenterer, at der var rodspidsbetændelse på tanden. Desuden dokumenterer røntgenoptagelsen, at tanden 6+ på dette tidspunkt var genopbygget med en fyldning i plast. Røntgen optaget den 21. december 2017 dokumenterer, at tanden 7+ var rodbehandlet, og at tænderne 7,6+ var restaureret med guldkroner.

Tryg fandt videre, at det fremgår af journalen, at patienten efterfølgende fik guldkronerne afmonteret den 9. februar 2018, og monteret nye keramikkroner på tænderne 7,6+ den 9. februar 2018.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at patienten fik lavet kronebehandlingen om på tænderne 7+ og 6+, ikke udgør en skade i lovens forstand.

Tryg fandt dermed, at selv om behandlingen ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kunne behandlingen laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten fik lavet nye kroner på tænderne 7+ og 6+, uden at det ud fra en tandlægefaglig vurdering har haft en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringet tandstatus i forhold til dets oprindelige niveau.

Tryg fandt således, at det forhold, at man skal have foretaget denne samme behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand, fordi manglende succes af en behandling, ikke udgør en erstatningsberettigende skade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

For så vidt angår den fordyrelse og det heraf følgende spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling, eller omgørelse af den tidligere udførte behandling, er det en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan honorarspørgsmålet indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet, og 5 år fra det tidspunkt hvor den påklagede behandling blev udført. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 19. december 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at kronebehandlingerne af tænderne 7+ og 6+ kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige kronebehandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

For så vidt angår rodbehandlingen af tanden 7+ finder nævnet, at journal og røntgen dokumenterer, at rodbehandlingen er lavet sufficient, og at der derfor ikke længere er rodspidsbetændelse på tanden.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.