Skip to content

4328/20

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling med efterfølgende tab af nabotand. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Implantatbehandling med efterfølgende tab af nabotand. Fradragets størrelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 74-årig kvinde, der den 1. juni 2018 fik isat et implantat i regio 6-. Der blev taget røntgen og noteret, at der kunne være sket en beskadigelse af roden på tanden 5- i forbindelse med indsættelsen af implantatet. Patienten henvendte sig igen den 7. juni 2019 med smerter fra tanden 5-. Der blev derfor igen taget røntgen og indledt rodbehandling af tanden. Den 25. juni 2018 blev tanden 5- trukket ud på grund af beskadigelse i forbindelse med indsættelsen af implantatet i regio 6-. I den forbindelse blev det noteret, at rodspidsen var beskadiget. Efterfølgende har patienten fået isat et implantat i regio 5- den 1. oktober 2018.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne i forbindelse med etablering af implantat og krone, inkl. kørselsudgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. november 2019 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 3.419,88 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at regning på 10.524,38 kr. omhandler 2 x røntgenoptagelse, lokalbedøvelse injektion, implantat/ fixtur og implantatoperation.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, hvorfor de dækkes. Dog foretages der fradrag af 5.500 kr. for sparede udgifter til krone på tanden, som patienten ville have haft under alle omstændigheder, hvis skaden ikke var sket jf. afgørelse af 8. august 2019. Da patienten var medlem af Sygeforsikringen Danmark, ville patienten kunne have opnået et tilskud på 543 kr. for denne behandling. Fradraget reduceres derfor med dette beløb, og fradraget udgør herefter 4.857 kr.

Tryg fandt videre, at Sygeforsikringen Danmarks tilskud på regningsbeløbet på 10.524,38 kr. tilfalder Tryg. Derfor fratrækkes 2.186 kr., og erstatningen udgør derefter 3.381,38 kr. Hertil kommer renter på 38,50 kr.

Tryg fandt desuden, at såfremt patienten ønsker at gøre øvrige erstatningskrav gældende, bedes patienten udfylde og returnere vedlagte oplysningsskema sammen med dokumentation for eventuelle udgifter i forbindelse med behandling af tandskaden. Modtager Tryg ikke noget, antages det, at patienten ikke har yderligere erstatningskrav.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 21. november 2019, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der ikke skal foretages fradrag for krone på tanden 5-, da behovet for rodbehandling og krone med overvejende sandsynlighed er en følge af den anerkendte skade. Fradraget på 5.500 kr. bortfalder derfor. Desuden kan der tilkendes erstatning for udgifterne til den udførte rodbehandling af tanden 5-, hvorfor regning herfor skal fremsendes til Tryg med henblik på vurdering af erstatningens størrelse.

For så vidt angår fradrag for Sygeforsikringen Danmark tiltræder nævnet Trygs afgørelse.