4324/20

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende rodresorption til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse, men med en ændret begrundelse herfor.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 17-årig pige, der den 8. april 2014 fik påbegyndt en tandreguleringsbehandling for at flytte tænderne 3+3, da hun manglede tænderne 2+2. Forud for behandlingen var der taget røntgenbilleder. Patienten var herefter til regelmæssige undersøgelser og justeringer af tandreguleringsapparaturet i form af fast bøjle, og den 29. april 2016 blev bøjlen fjernet. Ved en opfølgende kontrol den 19. august 2016 blev der taget røntgen, og det blev noteret, at der var sket en skade på tænderne 1+1’s tandrødder i form af rodresorption. Efter et kommuneskift blev patienten undersøgt af anden tandlæge den 26. februar 2019 med henblik på genbehandling af en mindre tandstillingsfejl ved overkæbens fortænder. I den forbindelse blev der taget røntgen, og det blev noteret, at der var udtalte rodresorptioner ved tænderne 1+1.

Patienten søger nu om erstatning for fremtidige udgifter som følge af rodresorptionerne. 

1. instans afgørelse:

I brev af 5. november 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at mindre rodresorptioner er en hyppig forekommende komplikation til tandreguleringsbehandling. Det fremgår dog, at patientens rødder på tænderne 1+1 har så udtalte resorptioner, at det kan karakteriseres som værende af moderat karakter. Dette ses desuden på røntgen af 19. august 2016 og 26. februar 2019.

Tryg fandt videre, at den erfarne specialist på et tidligere tidspunkt i behandlingsforløbet havde diagnosticeret graden af rodresorptionerne, og herefter havde genovervejet behandlingsstrategien.

Tryg fandt dog, at patientens krav afvises, da patienten ikke på nuværende tidspunkt er påført en skade. Dette begrundes i, at tænderne 1+1 endnu ikke er mistet. Ved rodresorptioner, selv af moderat karakter, har de involverede tænder oftest en yderst god prognose for at kunne bevares livet ud. Rodresorptionerne har derfor ikke på nuværende tidspunkt medført en egentlig forringelse af patientens tandstatus, ligesom det ej heller er sikkert, at de vil gøre det på sigt.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tryg bemærkede dog, at hvis tænderne mistes, og det med overvejende sandsynlighed skyldes rodresorptionerne, så kan patienten anmode om genoptagelse af sagen i op til 10 år regnet fra den 19. august 2016, hvor behandlingen ophørte. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 5. november 2019, men med en ændret begrundelse herfor.

Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at den gennemførte behandling ikke var indiceret, eller at den ikke er udført bedst muligt. Grundlaget for patientens ret til erstatning er derfor ikke § 20, stk. 1, nr. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, men vil, hvis der opstår behov for behandling af den opståede skade være § 20, stk. 1, nr. 4, såfremt den nødvendige behandling må anses at gå ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle som en følge af den oprindelige behandling. Ændringen i begrundelsen har ingen betydning for retten til erstatning.

Nævnet finder videre, at grundlaget for at få en sag genoptaget, regnes fra det tidspunkt, hvor skaden blev forårsaget jf. lovens § 59, stk. 2, og ikke fra det tidspunkt, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til en eventuel skade. Nævnet har ikke kompetence til at fravige lovens regler, og patienten har derfor mulighed for at bede om genoptagelse frem til den 19. august 2026.