Skip to content

4330/20

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Den udførte tandbehandling og rodspidsbetændelse med tab af tænder til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Den udførte tandbehandling og rodspidsbetændelse med tab af tænder til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 53-årig mand, der i 2004 fik behandlet tanden +8 med fyldning på grund af dyb caries. Den 10. maj 2005 blev tanden 6+ rodfyldt efter flere rodskylningsseancer på grund af rodspidsbetændelse, og i september 2007 blev der noteret om hævelse i højre side af overkæben. Den 29. september 2009 blev det forsøgt at bygge tanden 6+ op med en stor fyldning, som gik 2-3 mm. under tandkødsniveau. Ifølge journalen fra den 20. april 2016 blev patienten informeret om, at tanden 6+ havde en dårlig prognose på grund af manglende modbid og den tidligere udførte omfattende fyldningsbehandling. Den 10. april 2018 foretog anden tandlæge CBCT-scanning af regio +7,8, som fandtes at vise stor apikal opklaring på +8 samt caries i tænderne +7,8. Tanden +8 var derfor tabt og burde fjernes snarest, mens tanden +7 skulle behandles med cariesterapi. Den 22. maj 2018 blev tanden +8 trukket ud, og der blev efterfølgende taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden 6+. Den 4. juni 2019 blev tanden +7 behandlet med en plastfyldning, og patienten blev informeret om behandlingsmulighederne for tanden 6+. Tanden 6+ blev herefter fjernet operativt den 9. juli 2018. Den 10. september 2018 blev der bl.a. fjernet en knoglesplint i regio 6+. Patienten blev efterfølgende set af anden tandlæge den 9. juli 2019 på grund af problemer efter fjernelse af tanden +8 i maj 2018. Det blev i den forbindelse konkluderet, at der ikke fandtes at være nogle problemer i regio, hverken klinisk eller radiologisk. Patienten blev dog opfordret til at søge en øre-næse-halslæge ved fortsatte gener.

Patienten søger nu om erstatning for følgerne efter betændelsestilstanden, herunder diverse udgifter, livslang medicin, mistede tænder samt dårligere helbred.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. december 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden 6+ i 2005 havde rodspidsbetændelse, hvilket blev forsøgt behandlet. I 2018 var der igen betændelse, og da tanden fremstod stærkt svækket efter en omfattende fyldningsbehandling og manglende modbidstand, blev tanden ikke vurderet som værende bevaringsværdig, hvorfor den blev taget ud.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at tanden blev taget ud, skyldes forhold ved selve tanden og herunder især den store svækkelse som følge af tidligere udførte behandling. Der er derfor alene tale om behandling af patientens grundlidelse og ikke behandlingen eller mangel på samme hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at der var rodspidsbetændelse ved tanden, hvilket bør behandles med fjernelse af tanden. Tanden var tidligere behandlet for et dybt hul og fremstod derfor svækket. Der var derfor grundlag for at fjerne tanden.

Trug fandt herefter, at betændelse ved tænder opstår som oftest som følge af dybe huller og bakteriedannelse i mundhulen, hvis tilstedeværelse muliggøres på grund af den enkeltes mundhygiejne og kost. Behandlingen af betændelsen skyldes derfor forhold ved en selv, og tabet af tænderne +8 og 6+ skyldes alene behandlingen af betændelsestilstanden.

Tryg fandt videre, at der er intet i journalmaterialet, som tyder på, at behandlingen eller diagnosticeringen af betændelsestilstanden ved tænderne +8 og 6+ er forsinket, eller har medført en mere omfattende behandling, end hvis tænderne var fjernet på et tidligere tidspunkt.

Patienten er derfor ikke påført en skade og er ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 5. december 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tænderne +8 og 6+ mistes som følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse og ikke som følge af den udførte behandling eller mangel på samme.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.