Skip to content

4343/20

Skadetype: Skade på rod - Rodresorption
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og rodresorption. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling og rodresorption. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 23-årig kvinde, der den 11. februar 2011 var til undersøgelse, hvor der blev taget røntgen, inden en tandreguleringsbehandling. Den 16. marts 2011 blev der igen taget røntgen, og det blev noteret, at der var rodresorption distalt på 6+6. I den forbindelse blev det vurderet, at årsagen hertil skyldes frembruddet af tænderne 7+7. I perioden fra den 25. marts 2011 og frem til den 25. november 2013 blev der udført en tandreguleringsbehandling med fast apparatur. Efter afsluttet behandling blev der taget kontrolrøntgen den 2. januar 2014. Ved undersøgelse den 5. august 2014 blev der konstateret fordybet tandkødslommer svarende til den bagudvendende flade på tanden 6+. Der var dog ingen tegn på caries, og der blev ikke noteret andre forhold ved tanden. CT-scanning af 6+ samt operation af knogles genopbyggelse plus eventuelle senskader. 

 

1. instans afgørelse:

I brev af 12. februar 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandplejen.

Tryg fandt i den forbindelse, at rodresorptionen på tanden 6+ var til stede, før tandreguleringsbehandlingen blev igangsat den 25. marts 2011. Tandplejen foretog herefter ved flere lejligheder røntgenkontrol og klinisk undersøgelse for at observere tilstanden. Røntgen af 16. marts 2011 viser desuden, at rodresorptionen ved 6+ skyldes en tæt kontakt med nabotanden 7+, som var under frembrud.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten efter afslutningen af patientens behandlingsforløb har fået et regionalt knoglesvind på 60-70%, som oplyst i anmeldelse, skyldes ikke behandlingen hos tandplejen, men derimod en ugunstig udvikling af patientens grundtilstand.

Tryg fandt således, at rodresorptionen skyldes forhold ved patienten selv og ikke behandlingen eller mangel på samme hos tandplejen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandplejen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. februar 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade ved behandlingen af tænderne 7,6+ hos den kommunale tandpleje.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For en god ordens skyld skal det bemærkes, at den af Tryg tilkendte erstatning for tænderne 7,6+ i forbindelse med behandlingen hos anden tandlæge stadig er gældende, idet den sag ikke ses at være anket.