Skip to content

4305/20

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af tand og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af tand og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der 22. januar 2018 fik konstateret dyb caries i tanden 5+. Tanden blev derfor behandlet med en fyldning. Den 15. oktober 2018 blev tanden -1 behandlet med en plastfyldning på grund af tabt fyldning. Ifølge journalen fra den 29. oktober 2018 blev der taget røntgen af bl.a. tanden 5+, som fandtes at vise intet abnormt. Den 5. november 2018 blev det noteret, at patienten havde en virusinfektion i halsen, hvilket var blevet bekræftet af en læge. Ifølge journalen fra den 3. december 2018 blev det konstateret, at tanden 5+ ikke kunne bevares. Tanden blev derfor fjernet ved et operativt indgreb samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en ny tand 5+ samt for udgifterne til en bedre fortand. 

1. instans afgørelse:

I brev af 11. december 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen for tænderne -1 og 5+ hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen af den 29. oktober 2018 dokumenterer et markant hul i tanden 5+, medførende prognosen for tanden ikke var bevaringsværdig.

Tryg fandt dermed, at behandlingen med operativ fjernelse af tanden 5+ var i overensstemmelse med den behandling, som en erfaren specialist ville have foretaget.

I den forbindelse fandt Tryg, at der igennem hele forløbet er blevet reageret og undersøgt relevant på baggrund af patientens subjektive klager og de objektive fund ved såvel undersøgelser som scanninger. Det vil sige, at der er blevet iværksat de relevante undersøgelser m.v., som den erfarne specialist ville have iværksat ud fra den viden, som den pågældende havde på det konkrete behandlingstidspunkt.

Tryg fandt dermed, at operativ fjernelse af tanden 5+ var behandling af patientens grundlidelse.

Tryg fandt videre, at journalnotatet af den 15. oktober 2018 dokumenterer, at fyldningen i tanden -1 var tabt.

Tryg fandt herefter, at det forhold, at patienten har mistet en fyldning, ikke udgør en skade i lovens forstand. Dette skyldes, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Tryg fandt dermed, at patienten kan få foretaget behandlingen med plastfyldning af tanden -1, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. december 2019 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at tanden 5+ mistes som følge af grundlidelsen i form af omfattende caries og ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme. Desuden findes selve udtrækningen af tanden at være udført bedst muligt under de givne omstændigheder, og det findes ikke overvejende sandsynligt, at der er sket en skade i forbindelse med udtrækningen. Det forhold, at det tog 64 min. at trække tanden ud, og at der efterfølgende var blødning, medfører ikke, at der er sket en skade i lovens forstand.

Nævnet finder videre, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade ved omgørelse af fyldningsbehandlingen i tanden -1.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.