Skip to content

4313/20

Skadetype: Skade på krone
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandkød og støttevæv - Tandrensning

Beskrivelse:

De udførte tandrensninger har ikke medført en skade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

De udførte tandrensninger har ikke medført en skade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 49-årig mand, der den 14. december 2017 fik foretaget en tandrensning af tænderne i underkæben på grund af belægning på tænderne. Den 5. juli 2018 blev der igen foretaget en tandrensning med henblik på fjernelse af bløde og hårde belægninger. Ifølge journalen fra den 26. oktober 2018 havde patienten problemer med fortænderne i underkæben. I den forbindelse blev det noteret, at patienten kunne mærke små mellemrum mellem fortænderne samt skarpe kanter på tænderne. Patienten kontaktede tandlægen igen den 1. januar 2019 på mail på grund af fortsatte symptomer fra tænderne i underkæben. Den 2. maj 2019 henvendte patienten sig telefonisk, da han havde symptomer fra tanden 2-, som føltes levende. Patienten var herefter til undersøgelse den 16. maj 2019, hvor der blev noteret følsomme tænder i underkæbefronten. Der blev herefter foretaget en tandrensning med henblik på fjernelse af bløde og hårde belægninger.

Patienten søger nu om erstatning for, at 4 tænder i underkæben er blevet beskadiget som følge af en for hård behandling. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. januar 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten fik udført almindelig tandrensning med årsag i patientens grundlidelse, tandsten og belægninger. Desuden viser røntgenbillede af den 4. oktober 2018 ikke tegn på sygdom ved tænderne.

Tryg fandt videre, at en tand består af tandben (dentin), emalje på krone og rodcement på roden. I tandbenet er der tusindvis af små kanaler, hvor der sidder en nerveende. Hvis dentinen er blottet, fordi emaljen eller rodcementen mangler, er tanden følsom, idet nerveenderne påvirkes. Kanalerne i tandbenet aflukkes med ”kalkpropper”, som kommer af god mundhygiejne over tid, og følsomheden vil herefter forsvinde. Disse kalkpropper bevares med optimal mundhygiejne.

Tryg fandt endvidere, at når der fjernes tandsten på en tand, er der mulighed for, at tandbenet på rodoverfladen blottes. En blottet rodoverflade kan give symptomer og kaldes ”periferdentin hyperæstesi”. Dette er en kendt bivirkning til tandrensning, som kan behandles med optimal mundhygiejne og fluorterapi. Når der har været tandsten og belægninger på en tand, er tungen blevet vant til, at tandsten udfylder mellemrummene og fjernelsen af tandsten vil herefter opfattes som om, at der er opstået et mellemrum mellem tænderne. Hertil kommer, at overfladen mellem emaljen og rodoverfladen kan mærkes, når tandstenen er fjernet.

Tryg fandt herefter, at de gener, som patienten beskriver i anmeldelsen, er almindelige og forventelige gener til en almindelig tandrensning.

Tryg fandt således, at der ikke er tale om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med de tandrensninger, der er foretaget hos tandlægen, idet der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus, og idet der er tale om gener, der med overvejende sandsynlighed vil forsvinde med tiden med god og optimal mundhygiejne.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 23. januar 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at de fremsendte fotos ikke viser skader på emalje eller tandben. Derimod ses fortænderne med almindeligt forekommende tandslid efter normal funktion, tandsten og farvede belægninger. Det findes derfor ikke overvejende sandsynligt, at der er sket en skade ved de udførte tandrensninger.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.