Skip to content

4380/20

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Den udførte tandbehandling og efterfølgende betændelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Den udførte tandbehandling og efterfølgende betændelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig mand, der den 12. september 2003 fik rodbehandlet tanden -6 af en anden tandlæge på grund af dyb caries. Tanden blev rodfyldt den 22. september 2003, og der blev taget kontrolrøntgen, som viste intet abnormt. Den 13. september 2005 blev indledt en ny rodbehandling af tanden og efter flere seancer blev tanden rodfyldt igen den 18. november 2005. Ved almindelig eftersyn den 14. oktober 2016 blev der taget bite wings og noteret en defekt fyldning i tanden -6. Patienten blev derfor anbefalet fjernelse af tanden, hvorefter tanden blev behandlet med plast. Den 12. januar 2018 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Det blev vurderet, at tanden ikke var bevaringsværdig på grund af betændelsen samt en meget lille resttand. Den 21. juni 2019 blev patienten informeret om, at tanden skulle trækkes ud med det samme. Patienten henvendte sig herefter til den behandlende tandlæge den 22. august 2019. Det blev noteret, at der var en tandbyld ved tanden -6, og der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Den 18. september 2019 blev patienten anbefalet en kirurgisk rodbehandling af tanden. Ifølge journalen fra den 1. november 2019 blev forholdet anmeldt til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning på grund af en knækket rodfil i tanden.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for varigt mén på grund af betændelse.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at tanden -6 blev rodbehandlet den 12. september 2003 hos anden tandlæge på grund af dybt hul i tanden. Tænder rodbehandles ofte på grund af et dybt hul.

Tryg fandt videre, at der på et analog røntgenbillede fra den 12. august 2003 ses en knækket fil i den fremadvendende rodkanal.

Tryg fandt derfor, at det ikke er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade hos tandlægen. I den forbindelse har Tryg lagt vægt på, at rodbehandlingen, hvor rodfilen knækkede, er foretaget hos en anden tandlæge.

Tryg fandt dermed, at det ikke er dokumenteret, at skaden er sket hos tandlægen. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tryg fandt dog, at såfremt patienten mener, at der er sket en skade, må dette anmeldes på korrekte skadevolder med korrekte skadestidspunkt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. marts 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen foretaget hos tandlægen, idet rodbehandlingen af tanden -6, hvor der knækkede en rodfil, er udført af en anden tandlæge.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Hvis patienten ønsker, at der skal tages stilling til, om der i forbindelse med rodbehandlingen af tanden -6 er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til loven, skal patienten indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning påført den tandlæges navn, som udførte rodbehandlingen.