4385/20

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling og eventuelt behov for ny behandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 33-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 2. februar 2017 med henblik på vurdering af behov for tandregulering af tænderne 1+1. Den 28. februar 2017 blev der taget røntgen til brug for behandlingsplanlægningen, og den 13. marts 2017 var patienten til en samtale om behandlingsplanen. Det blev herefter aftalt, at der skulle udføres tandreguleringsbehandling med fast apparatur. Der blev derfor monteret fast apparatur den 29. marts 2017. Den 1. juni og den 28. juni 2017 blev tænderne 1+1 slebet, og den 17. august samt den 23. november 2017 blev der slebet på plasten på tænderne 1+1. Tandreguleringsbehandlingen blev herefter afsluttet den 11. oktober 2018, og den 15. november 2018 blev der fjernet plastrester på tænderne 1+1. Patienten henvendte sig igen den 7. maj 2019, da hun var generet af mellemrummet mellem tænderne 1+1, som blev beskrevet som en sort trekant. I den forbindelse blev det noteret, at det var muligt at korrigere mellemrummet med plast. Dette ønskede patienten imidlertid ikke. Ifølge journalen fra den 19. juni 2019 havde patienten fortsat gener fra mellemrummet mellem tænderne 1+1. Det blev i den forbindelse noteret, at det ikke var muligt at lukke mellemrummet ved tandregulering, men at det kunne lukkes med plast. Det blev igen noteret, at patienten ikke ønskede mellemrummet lukket med plast.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til tandregulering for at lukke mellemrummet. 

1. instans afgørelse:

I brev af 14. januar 2020 - afsendt den 28. januar 2020 - traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af tænderne, som blev optaget inden, at der blev indledt tandregulering, dokumenterer, at der er et mellemrum mellem tænderne 1+ og +1. Desuden ses tænderne samtidigt med plastudbygninger.

Tryg fandt videre, at patienten har fået foretaget tandregulering med fast apparatur og beslibning af plasten på tænderne.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få lukket mellemrummet mellem tænderne 1+ og +1 med plast eller yderligere tandregulering, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt dermed, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at det forhold, at behandlingen herved bliver dyrere end forventet heller ikke udgør en skade i lovens forstand, men alene et økonomisk tab.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for behandling hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. januar 2020 med den af Tyg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den udførte behandling med tandregulering kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om og derved bliver dyrere, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.