Skip to content

4389/20

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 31-årig kvinde, der ved regelmæssig undersøgelse den 18. august 2009 fik taget røntgen. Desuden blev der noteret om følsomhed fra tandhalsen på tanden 6-. Den 15. januar og igen den 24. marts 2010 blev der noteret om ømhed ved tanden 6-. Der blev taget røntgen ved begge konsultationer og konstateret rodspidsbetændelse. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden den 30. marts 2010, som blev afsluttet med rodfyldninger den 20. april 2010. I den forbindelse blev der taget kontrolrøntgen, og den 10. maj 2010 blev tanden aflukket med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 25. marts 2014 havde patienten gener fra tanden 6-. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise intet abnormt. Tanden blev herefter aflastet ved beslibning. Den 18. marts 2015 havde patienten isninger fra tanden. Der blev igen taget røntgen, som ikke fandtes at vise sikre behandlingskrævende forhold. Der blev derfor aftalt kontrol efter 6 måneder. Ved sidste undersøgelse den 7. oktober 2015 havde patienten fortsat gener fra tanden.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter, tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at ved en sammenligning af røntgenoptagelserne fra den 24. marts 2010 og 18. marts 2015 sammenholdt med patientens subjektive gener og de objektive fund, er der en tandlægefagligt velbegrundet formodning om, at betændelsestilstanden på tanden 6- var helbredt. Ved den vurdering fandt Tryg, at betændelsestilstanden ved rodspidsen af tanden 6- er reduceret betydeligt i omfang.

Tryg fandt derfor, at intet tyder på, at behandlingerne udført i perioden 30. marts 2010 til 15. marts 2015 har medført negative konsekvenser for patientens tandstatus.

Tryg fandt herudover, at der hverken ved undersøgelserne i perioden fra 18. august 2009 til 7. oktober 2015 af patientens subjektive gener eller ved de foretagne røntgenoptagelser er overset behandlingskrævende diagnoser. I den forbindelse bemærkedes det, at rodbehandlede tænder ofte giver anledning til et kronisk ubehag.

Tryg fandt herefter, at patientens gener fra tanden 6- kan tilskrives såkaldte subkliniske forhold, det vil sige gener og ubehag, der ikke er tydelige nok til at danne grundlag for behandling.

Tryg fandt derfor, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en skade som følge af behandlingen hos tandlægen, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 21. marts 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillede fra 2015 viser tydelige tegn på heling ved tanden 6- efter den udførte rodbehandling. Det findes derfor ikke overvejende sandsynligt, at der er sket en skade ved behandlingen hos tandlægen.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.