Skip to content

4400/20

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand og efterfølgende smerter i ansigtet. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand og efterfølgende smerter i ansigtet. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 38-årig kvinde, der den 17. oktober 2016 henvendte sig hos tandlægen med smerter fra tanden -8. Der blev konstateret betændelse ved tanden, hvorefter der blev skyllet med Klorhexidin. Desuden blev patienten instrueret i brug af solotandbørste, og fjernelse af visdomstænderne blev drøftet. Den 4. juli 2017 blev der aftalt tid til fjernelse af tanden. Tanden blev derfor fjernet den 22. august 2017 efter anlæggelse af lokalbedøvelse med 7,2 ml. Dentocain 40/0,005 mg/ml som kombinationsanalgesi. Efterfølgende havde patienten mange smerter og ved kontrol den 29. august 2017 oplyste patienten, at hun havde en summende, sovende fornemmelse i underlæben. Der blev derfor ordineret smertestillende og penicillin. Efterfølgende blev patienten undersøgt på Hovedpineklinikken den 16. oktober og 20. november 2017, og patienten blev anbefalet at henvende sig til Tandlægeskolen på grund af spændinger i kæben. Patienten var derfor til undersøgelse den 9. marts 2018 på Tandlægeskolen, hvor det blev noteret, at patienten havde smerter i venstre side af underkæben efter fjernelsen af tanden -8 i form af en stikkende smerte i kinden frem til midtlinjen. Det blev desuden noteret, at patienten siden 2010 havde haft forskellige slags smerter i kæberne i begge sider, og at patienten gennem flere år havde været migrænepatient. Det blev herefter konkluderet, at patienten havde smerter fra tyggemusklerne og fra kæbeleddene, migræne uden aura og trigeminal neuropati. Da patienten i forbindelse var medicineret for migrænen, blev medicinsk behandling af neuropatien fravalgt. Patienten blev instrueret i at indtage blød kost, tage varme omslag på tyggemusklerne og masserer dem dagligt tre gange samt undgå tandpres. Ved kontrol den 27. maj 2018 blev det noteret, at patienten havde glemt at kontrollere tandpresset, og at smerterne var konstante, dog værst om morgenen. Det blev videre noteret, at den stikkende smerte var væk, og at patienten mente, at den var stressrelateret. Desuden var patientens søvn blevet bedre. Den 28. august 2018 blev det noteret, at patienten stadig havde smerter i kæberne, men nu også i hele ansigtet. Ved kontrol den 15. marts 2019 oplyste patienten, at smerterne havde ændret sig til at omfatte hele ansigtet og munden i begge sider. Smerterne var af nagende karakter og varierede i styrke. Det blev konkluderet, at patienten havde smerter i tyggemusklerne, vedvarende idiopatiske ansigtssmerter samt migræne uden aura. Den 13. maj 2019 blev patienten sat i Grindcare-behandling, som ikke viste tegn på natlige uvaner som tænderskæren/ tandpres. Det blev derfor overvejet, om patienten havde tungepres, og der blev aftalt behandling med bidskinne. Patienten skiftede herefter tandlæge.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén i form af kroniske, konstante smerter i ansigtet og munden samt godtgørelse for svie og smerte m.m.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. januar 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af materialet, at patienten i flere år før behandlingen havde været under behandling for bl.a. spændingshovedpine og migræne. Der var bl.a. forsøgt injektioner med Botox. Patienten havde fået konstateret kognitive skader ved en neuropsykologisk undersøgelse efter et faldtraume fra hest. Patienten havde kronisk migræne og med ca. 20 hovedpinedage om måneden. Tanden -8 blev fjernet den 4. juli 2017 efter flere tilfælde med betændelse. Efterfølgende havde patienten mange smerter, herunder en summende, sovende fornemmelse i underlæben. Patienten var forsøgt underlagt behandling på bl.a. Hovedpineklinikken, hvor det fremgik, at patienten havde gavn af Botox-behandlingen.

Tryg fandt videre, at det den 9. marts 2018 blev noteret, at patienten siden 2010 havde haft forskellige smerter i kæberne på begge sider. Det blev konkluderet, at patienten havde smerter fra tyggemusklerne og fra kæbeleddene, migræne uden aura og trigeminal neuropati. Da patienten i forvejen var medicineret for migrænen, blev medicinsk behandling af neuropatien fravalgt. Patienten blev instrueret i at indtage blød kost, tage varme omslag på tyggemuskler og massere tyggemusklerne tre gange dagligt, samt være opmærksom på at undgå tandpres. Den 28. august 2018 blev det noteret, at patienten stadig havde smerter i kæberne, men nu også i hele ansigtet.

Tryg fandt desuden, at patienten ved kontrol den 15. marts 2019 oplyste, at hendes smerter havde ændret sig til at omfatte hele ansigtet og i munden i begge sider. Smerterne var af nagende karakter og varierede i styrke. Det blev konkluderet, at patienten havde smerter i tyggemusklerne, vedvarende idiopatiske ansigtssmerter samt migræne uden aura.

Tryg fandt herefter, at en posttraumatisk trigeminal neuropati opstået efter en tandfjernelse udelukkende vil forekomme i samme side som tanden. Patienten oplever smerter i hele ansigtet og munden i begge sider, og patienten oplever, at f.eks. stress har en påvirkning på den stikkende smerte. Udover dette har patienten siden 2010 haft kroniske gener som smerter i begge kæber, migræne m.m.

Tryg fandt derfor, at de gener, som patienten oplever nu, ikke har årsag i behandlingen udført den 4. juli 2019, men at det derimod skyldes patientens forudbestående forhold.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. januar 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at patientens smerter i hele ansigtet er en følge af den operative fjernelse af tanden -8, idet en fjernelse af en enkel tand ikke kan forårsage smerter i hele ansigtet. Patientens smerter findes derfor at skyldes forhold ved patienten selv.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.