Skip to content

4418/20

Skadetype: Skade på rod
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand med efterladt rod, betændelse og reoperation til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

Operativ fjernelse af visdomstand med efterladt rod, betændelse og reoperation til følge. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 26-årig kvinde, der den 24. september 2018 fik fjernet tanden 8- ved et operativt indgreb på grund af vanskeligt tandfrembrud. Patienten henvendte sig igen den 26. september 2018, da hun oplevede en hævelse af kinden efter tandfjernelsen. Ifølge journalen var der ikke tegn på infektion. Den 27. september 2018 blev der konstateret en voldsom hævelse ved regio 8-, og patienten kunne ikke gabe op. Der blev derfor ordineret antibiotika. Efterfølgende blev patienten indlagt på grund af en byld samt efterladt tandstykke ved regio 8-. I den forbindelse blev der foretaget en operativ fjernelse af det efterladte tandstykke samt drænage af bylden i fuld bedøvelse.

Patienten søger nu om erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. april 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen efter de almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse.

Tryg fandt, at patientens senest brev ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/ de oplysninger, som patienten tidligere har sendt.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fortsat ikke er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patientens oplyste gener i form af nedsat gabeevne og smerter med overvejende sandsynlighed kan relatere sig til behandlingsskaden.

Tryg fandt videre, at uanset om der måtte være tale om gener og/eller smerter som følge af behandlingsskaden, kan disse ikke modsvare et varigt mén på 5% eller derover. Der er derfor ikke grundlag for at genoptage erstatningsafgørelsen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 3. april 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at henvendelsen til Tryg og patientens mails af 18. maj og 21. juli 2020 til Tandskadeankenævnet ikke indeholder væsentlige, nye faktiske oplysninger, der kan føre til en anden vurdering end den, som Tryg lagde til grund i sin tidligere afgørelse.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.