4424/20

Beskrivelse:

Behov for ny delprotese. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 67-årig kvinde, der henvendte sig akut den 6. december 2018 på grund af store smerter ved tanden +1. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise caries i tanden. Desuden blev der konstateret et generelt tab af tandbærende knogle på grund af parodontitis. Der blev herefter indledt rodbehandling af tanden +1, som blev afsluttet med rodfyldning den 21. januar 2019. Ved undersøgelse den 23. januar 2019 blev det noteret, at flere af tænderne havde en usikker prognose på grund af tab af tandbærende knogle, og der blev udført en udvidet tandrensning samt tandrodsrensning på flere af tænderne. Den 29. januar 2019 blev tænderne 6,5,4+5 trukket ud på grund af tab af tandbærende knogle ved tænderne, og den 31. januar 2019 blev der taget aftryk til en delprotese. Delprotesen blev udleveret den 18. februar 2019, som efterfølgende blev justeret gentagende gange på grund af gener. Den 23. oktober 2019 blev det noteret, at protesen sad, som den skulle.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en stålunitorprotese, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 27. maj 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at patienten fik udleveret en delprotese til overmunden den 18. februar 2019. Desuden blev delprotesen justeret flere gange, og den 23. oktober 2019 blev det noteret, at protesen sad, som den skulle.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kunne få justeret protesen, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at det forhold, at behandlingen er blevet dyrere end forventet, ikke i sig selv udgør en skade i lovens forstand, men alene et økonomisk tab.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 27. maj 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at delprotesen i overmunden kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte behandling, skal nævnet henvise patienten til at gøre sine krav gældende over for den tandlæge, der har udført behandlingen, da nævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse herom. Ved uenighed har patienten mulighed for at indbringe sagen for Styrelsen for Patientklager. I den forbindelse gøres der opmærksom på, at der gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor de påklagede behandlinger blev udført.