4464/20

Beskrivelse:

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 63-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen første gang den 12. februar 2013. I den forbindelse blev det noteret, at patienten ikke havde været til tandlæge siden 2009. Der blev herefter taget røntgen og konstateret, at patienten led af parodontitis. Der blev derfor udført parodontalbehandling i form af udvidet tandrensning, og patienten blev instrueret og motiveret til at holde tænderne rene. Ved kontrol den 14. marts 2013 var der fortsat parodontitis, og der blev derfor foretaget tandrensning igen. Desuden blev patienten instrueret i renholdelse med tandstikker. Den 9. juli 2013 blev der foretaget en udvidet tandrensning. Patienten var herefter først igen til undersøgelse den 25. september 2014, hvor der fortsat var parodontitis. Der blev derfor foretaget udvidet tandrensning. Ifølge journalen havde patienten fortsat parodontitis den 23. april 2015, og der blev derfor igen foretaget udvidet tandrensning samt givet instruktion i brug af tandstikker. Den 3. september 2015 blev der igen foretaget udvidet tandrensning, og det blev aftalt, at der ved næste undersøgelse skulle foretages en parodontal undersøgelse. Der blev derfor udført parodontal undersøgelse den 7. januar 2016, hvor det blev noteret, at der fortsat var parodontitis. Desuden blev der foretaget udvidet tandrensning samt tandrodsrensninger uden beregning. Den 2. juni 2016 blev der igen foretaget udvidet tandrensning og tandrodsrensning, hvilket blev gentaget ved de næste undersøgelser den 1. december 2016, den 21. april og den 31. august 2017. Ved kontrol den 11. januar 2018 blev det noteret, at der fortsat var parodontitis samt tandsten over og under tandkødsranden. Der blev derfor foretaget en udvidet tandrensning. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, hvor der den 6. december 2018 blev foretaget almindelig diagnostisk grundundersøgelse og parodontalundersøgelse, I den forbindelse blev der taget røntgen til diagnostik. Det blev herefter noteret, at der var tandsten under tandkødet, bakteriebelægninger og blødning ved tandkødslommeregistreringen. Diagnosen parodontitis blev stillet, og der blev noteret defekt fyldning i tanden 4+, samt at tænderne 6- og -7 var slidte. Ifølge journalen fra den 21. januar 2019 meldte patienten afbud og ville gerne vente med en ny tid. Patienten blev derfor informeret om vigtigheden af ikke at vente med tandrensning til midten af maj, men patienten ville selv kontakte klinikken for ny tid. Ved undersøgelse den 18. februar 2019 blev fyldningskanten på tanden 6+ justeret på grund af en upræcis afslutning på fyldningen. Desuden blev tanden 5+ behandlet med en plastfyldning, og der blev noteret behov for fyldning på tanden 4-. Den 22. februar 2019 blev højden på fyldningen i tanden 5+ justeret, og den 11. marts 2019 meddelte patienten, at hun ikke længere ønskede at komme på klinikken. Patienten henvendte sig herefter til en ny tandlæge den 4. april 2019, som konstaterede parodontitis. Der blev derfor påbegyndt parodontalbehandling med udvidet tandrensning og tandrodsrensninger i overkæben. Det blev desuden noteret, at patienten var ryger, og patienten blev instrueret og motiveret til at holde rent med interdentalbørster mellem tænderne. Endvidere blev tænderne 7,6,5,4+4,5,6,7 behandlet med tandrodsrensninger. Den 8. april 2019 blev tænderne 7,6,5,3,2,1-2,3,4,5,6,7 behandlet med tandrodsrensninger, og patienten blev anbefalet at stoppe med at ryge. Ved kontrol den 16. maj 2019 blev patienten igen instrueret i at holde rent mellem tænderne. Den 22. august 2019 og igen den 17. december 2019 blev der foretaget yderligere parodontalbehandlinger.

Patienten søger nu om erstatning for de tidligere afholdte udgifter samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. april 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt ud fra sagens oplysninger, at patientens tandsæt er angrebet af en langsomt udviklende parodontitis.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra 6. august 2009 viser, at patienten allerede på dette tidspunkt led af parodontitis, idet der ses tandsten under tandkødet og tab af tandbærende knogle på kindtænderne. Desuden kan der ved en sammenligning af røntgenoptagelser fra 6. august 2009, 12. februar 2013, 6. december 2018 og 22. august 2019 konstateres et langsomt tab af tandbærende knogle.

Tryg fandt videre, at det ved den første undersøgelse den 12. februar 2013 også blev konstateret, at patienten led af parodontitis. Røntgenoptagelser fra den dag viser, at der er yderligere dannelse af tandsten under tandkødsniveau. Ved patientens efterfølgende konsultationer fra 2013 til 2018, er der foretaget undersøgelser, udvidet tandrensninger og i et vist omfang tandrodsrensninger samt kontroller. Desuden fik patienten instruktion i renholdelse af tænderne.

Tryg fandt herefter, at alle kindtænderne i over- og underkæben i 2013 havde behov for parodontalbehandling i form af parodontalundersøgelse, røntgen, udvidet tandrensning og tandrodsrensninger. På grund af den hyppigt forekommende dannelse af tandsten i underkæbefronten vurderes det yderligere, at fortænderne her også med overvejende sandsynlighed havde behov for parodontalbehandling, når kindtændernes tilstand tages med i vurderingen.

Tryg fandt videre, at behandling efter erfaren specialiststandard er, at der ved de systematiske kliniske undersøgelser for parodontitis registreres detaljerede oplysninger om tandstatus/ pochemål og behandlingskrævende forhold. I hele perioden fra 2013 til januar 2018 er der udført parodontalbehandling, men set i forhold til mængden af tandsten under tandkødsniveau i 2018, fandt Tryg, at parodontalbehandlingen i denne periode med overvejende sandsynlighed ikke har været i overensstemmelse med erfaren specialist standard.

Tryg fandt imidlertid, at den ikke optimale parodontalbehandling på nuværende tidspunkt ikke med overvejende sandsynlighed har medført negative konsekvenser i form af en mere omfattende behandling, flere komplikationer og/eller ringere grad af mulighed for helbredelse af patientens parodontitislidelse. Dette begrundes med, at behandlingen af patientens parodontitislidelse på nuværende tidspunkt har nogenlunde samme omfang, som hvis der var foretaget en tidligere optimal parodontalbehandling, idet der fortsat skal instrueres og motiveres til renholdelse af tænderne og løbende udføres udvidede tandrensninger og tandrodsrensninger samt kontroller.

Tryg fandt derfor, at da den parodontalbehandling, der nu er i gang hos ny tandlæge, ikke er mere omfattende end den behandling, der kunne være udført på et tidligere tidspunkt, er der ikke sket en skade som følge af behandlingen hos tandlægen. Det er muligt, at parodontalbehandlingen ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, men manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt dog, at skulle det vise sig, at der opstår behov for kirurgisk parodontal-behandling, og dette behov er en følge af den ikke-optimale almindelige parodontalbehandling, kan patienten bede om at få sagen revurderet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for parodontalbehandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingerne. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 8. april 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den behandling, der nu bliver udført af patientens parodontitis, svarer til den behandling, der oprindeligt skulle have været udført. Der er således tale om udskudt behandling, hvilket ikke er en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.