Skip to content

4296/20

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 48-årig kvinde, der henvendte sig den 6. juli 2017 til tandlægen på grund af smerter fra højre side. Det blev noteret, at tanden 6- reagerede meget kraftigt ved luftpåblæsning. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag, hvor det blev noteret, at det var svært at lokalisere kanalerne. Ifølge journalen fra den 12. juli 2017 var tanden 6- smertefri. Den 13. september 2017 blev rodbehandlingen fortsat, og den 28. september 2017 blev tanden rodfyldt samt opbygget i plast. Patienten henvendte sig igen den 6. december 2017 på grund af ømhed ved tanden. Der blev derfor ordineret antibiotika. Ifølge journalen fra den 19. februar 2018 oplevede patienten fortsat smerter fra højre side. Patienten blev derfor anbefalet omlavning af rodbehandlingen og henvisning til Tandlægeskolen, hvilket patienten ikke ønskede. Patienten henvendte sig igen den 28. maj 2018 på grund af smerter fra højre side i underkæben. Det blev noteret, at der var meget ømhed ved berøring, og at symptomerne syntes at være muskelrelateret. Patienten blev derfor instrueret i afspændingsøvelser, og det blev noteret, at tiden skulle ses an. Ved kontrol den 7. september 2018 havde patienten stadig problemer med ondt i højre side og følte, at det kom fra tanden 6-. Patienten blev igen anbefalet at få lavet rodbehandlingen om, hvilket patienten ville overveje.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. oktober 2019 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden 6- den 6. juli 2017 samt den 13. og den 28. september 2017, da det den 6. juli 2017 blev noteret, at der var betændelse i tandens nerve. Tænder rodbehandles typisk ved tandnervebetændelse.

Tryg fandt videre, at der efterfølgende og frem til den 28. maj 2018 blev noteret smerter i området ved tanden samt i ansigtet.

Tryg fandt endvidere, at tanden 6- fremstod med et dybt hul på røntgenbilledet af den 6. juli 2017, og at der var betændelse i tandens nerve, hvorfor tanden blev rodbehandlet. I den forbindelse medførte rodbehandlingen, at de akutte smerter fra tanden toppede.

Tryg fandt herefter, at der ikke er noget, der indikerer, at rodbehandlingen af tanden -6 har forårsaget smerterne i højre side af ansigtet og i kæberne. Dette skyldes, at der ikke er tilvejebragt dokumentation, der med overvejende sandsynlighed statuerer årsagssammenhæng mellem rodbehandlingen af tanden og ansigtssmerterne, idet røntgenbillederne ikke viser tydelige betændelsesfund.

Tryg fandt videre, at såfremt det efter nærmere udredelse og mod forventning kan konstateres, at der er rodspidsbetændelse på tanden 6-, kan den eventuelle rodspidsbetændelse behandles ved omgørelse af rodbehandlingen af tanden. Omgørelse af behandling udgør ikke en skade i lovens forstand.

Tryg fandt desuden, at da der er tale om et komplekst smertebillede, bør disse udredes nærmere af en specialist, idet rodbehandlingen af tandnervebetændelsen ikke førte til helbredelse af patientens lidelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen. 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 7. oktober 2019.

Nævnet finder, at rodbehandlingen af tanden 6- kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling ikke er lykkedes og eventuelt skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

I den forbindelse bemærkes det, at nævnet ud fra det foreliggende materiale ikke finder, at der er indikation for udtrækning af tanden.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.