Skip to content

4489/20

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

For lange rodfyldning og efterfølgende behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

For lange rodfyldning og efterfølgende behov for ny rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 55-årig mand, der henvendte sig den 6. februar 2018 med smerter for kulde og varme ved tanden 6+. Det blev noteret, at der var plastreparationer med infraktion i tanden. Desuden blev der taget røntgen, som fandtes at vise sunde rodspidsforhold med et formindsket nervekammer. Der blev herefter anlagt bedøvelse, og det blev forsøgt uden held at fjerne infraktionen. Tanden blev herefter behandlet med en midlertidig fyldning, og det blev noteret, at tanden skulle kronebehandles, hvis tanden faldt til ro. Patienten henvendte sig igen den 9. februar 2018 på grund af tiltagende smerter fra tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, samt ordineret penicillin. Rodbehandlingen blev fortsat den 22. februar 2019, hvor der tillige blev taget røntgen for at nå endelig rodmål. Den 1. marts 2018 blev tanden rodfyldt i tre rodkanaler, og der blev taget kontrolrøntgen. Desuden blev tanden behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 4. april 2019, da der var tyggesmerter fra tanden. Tanden blev derfor aflastet i højden. Ved regelmæssig undersøgelse den 14. november 2019 blev der taget bite wings, som fandtes at vise parodontitis på flere tænder, inkl. tanden 6+. Der blev herefter udført tandrodsrensning på bl.a. tanden 6+. Den 7. maj 2019 blev det bl.a. noteret, at patienten blev anbefalet kronebehandling af tanden. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 22. august 2019 med henblik på et overslag på kronebehandling af tænderne 6+6. Der blev taget røntgen af bl.a. tanden 6+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tandens bagudvendende rodspids samt på tandens forreste- og kindvendende rod. Desuden var rodfyldningerne i tandens ganevendende og bagudvendende rødder for lange.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodspidsoperation for fjernelse af betændelsestilstanden samt evt. udbedringer af rodbehandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. juni 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenbilledet af den 22. august 2019 dokumenterer, at der skete en gennembrydning af rødderne med placering af rodfyldningsmateriale uden for tandens ganevendende samt bagudvendende rødder.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kan behandlingen på det foreliggende grundlag laves om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kan få lave rodfyldningerne i tanden 6+ om, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af patientens tandstatus.

Tryg fandt derfor, at det forhold, at patienten skal have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Manglende succes af en behandling udgør ikke en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 23. juni 2020.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at rodbehandlingen med for lange rodfyldninger kunne have været lavet om under samme forudsætninger som forud den oprindelige rodbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Det forhold, at der i stedet blev foretaget en kirurgisk rodbehandling af tanden, medfører ikke i sig selv, at der er sket en skade i henhold til loven.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.