Skip to content

4496/20

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig mand, der den 27. maj 2015 fik taget røntgen af tanden 7+, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 24. juni 2015, og i den forbindelse knækkede en rodfil i den forreste kindendende rod. Det blev vurderet, at filen ikke ville få konsekvens for den endelige opheling. Tanden blev herefter rodfyldt, og der blev taget kontrolrøntgen. Den 8. april 2019 blev der taget røntgen af tanden, som fandtes at vise rodspidsbetændelse omkring den forreste kindvendende rod. Efterfølgende er tanden blevet behandlet med en kirurgisk rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 31. august 2020 traf Tryg afgørelse om, at patienten er berettiget til 3.135,67 kr. i erstatning.

Tryg fandt, at regning på 414,73 kr. omhandler tanden 7+ og indeholder røntgenoptagelse og en konsultation uden behandling.

Tryg fandt herefter, at regningen ikke dækkes, da det ikke er en del af den anerkendte skadesudbedrende behandling.

Tryg fandt videre, at regning på 4.078,67 kr. omhandler tanden 7+ og indeholder røntgenoptagelse, rodspidsamputation/ rodresection (operation) 7+ og lokalbedøvelse/ tuber + infilt.

Tryg fandt herefter, at udgifterne til behandlingen er en følge af den anerkendte behandlingsskade, og udgifter dækkes derfor.

Tryg fandt dog, at Sygeforsikringen ”danmark” dækker forud for TandErstatningen. Tilskud derfra skal derfor trækkes fra erstatningen, da patienten ellers bliver overkompenseret. Patienten har oplyst, at han er medlem af Sygeforsikringen ”danmark”, og der fratrækkes derfor 943 kr. Erstatningen udgør herefter 3.135,67 kr.

I øvrigt fandt Tryg, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning/ godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 31. august 2020, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at regningen på 414,73 kr. skal dækkes, da det findes relevant at foretage en forundersøgelse i form af en konsultation og i den forbindelse tage et røntgenbillede, inden der efterfølgende udføres en kirurgisk rodbehandling af tanden 7+. Eventuelt tilskud fra Sygeforsikringen ”danmark” skal dog fratrækkes.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på udbetaling af erstatningen.