Skip to content

4520/20

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling med kroner. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling med kroner. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig mand, der umiddelbart har konsulteret tandlægen siden 18. januar 2008 og frem til den 9. september 2019. Behandlingerne har primært bestået i plastfyldninger og kronebehandlinger, og patienten er i perioden blevet anbefalet kronebehandling af tænderne 6+4,5,6,7 samt 6,5-6,7. Tanden +4 blev rodbehandlet i 2008, hvorefter den blev kronebehandlet den 22. december 2009. Den 18. februar 2011 blev tanden +7 kronebehandlet, og den 3. juni 2011 blev der indledt rodbehandling af tanden 6+ på grund af død nerve. Rodbehandlingen af tanden 6+ blev afsluttet den 7. november 2011. Den 3. april 2012 blev tanden +5 behandlet med en krone, og den 13. marts 2013 blev tanden +7 trukket ud. Ifølge journalen blev der indledt rodbehandling af tanden +5 den 3. februar 2014, som blev afsluttet den 3. marts 2014. Den 28. november 2014 blev kronen på tanden +5 recementeret, hvilket skete igen den 10. december 2014 og den 23. december 2014. Ifølge journalen fra den 8. januar 2015 blev der taget aftryk til en ny krone på tanden +5, som blev cementeret på tanden den 23. januar 2015. Den 15. november 2016 blev der indledt rodbehandling af tanden -6 på grund af smerter, og den 2. december 2016 blev tanden rodfyldt. Røntgen fandtes dog at vise, at der ikke var blevet rodfyldt til spidsen på grund af tilkalkning. Den 13. april 2018 blev der konstateret behandlingskrævende caries i en del af tænderne, og den 8. maj 2018 blev patienten informeret om et stort behov for kronebehandling. Det blev noteret, at patienten ikke ønskede at bekoste kronebehandlinger, og at patienten var klar over risici’ene herved. Den 24. juni 2019 blev der registreret behandlingskrævende caries i 7 tænder samt flere defekte fyldning. Efterfølgende blev skiftede patienten tandlæge, som den 17. september 2019 registrerede behandlingskrævende caries og/eller defekte fyldninger i tænderne 7,6,5,4,3,2,1+1,3,4,6 og 7,6,5,4,4,3,2,1-1,2,3,4,5,6,7. Herefter er tænderne 6+,6. og 5- blevet trukket ud, og der er blevet behandlet med plastfyldninger samt kroner.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. juli 2020 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af tab af 6+, 6- og 5- som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgen fra 3. marts 2015 viser tænderne 6+, 6- og 5- med defekte restaureringer og huller, og at tænderne er fjernet i 2019. Desuden blev patienten anbefalet at få tænderne 6+, 6- og 5- kronebehandlet i den periode, hvor patienten blev behandlet hos tandlægen, men at der frem til maj 2018 ikke er journaliseret en begrundelse for, at behandlingerne ikke er foretaget.

Tryg fandt herefter, at tænderne med overvejende sandsynlighed var mulige at bevare den 3. marts 2015 ved behandling med kroner. Dette behandlingsbehov er ubegrundet undladt.

Tryg fandt derfor, at erfaren specialiststandard havde været at kronebehandle tænderne 6+, 6- og 5- den 3. marts 2015 eller umiddelbart derefter. Herved havde tabet af tænderne med overvejende sandsynlighed været undgået.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter til fjernelse af tænderne 6+, 6- og 5- og efterfølgende rekonstruktioner. Der vil dog blive foretaget fradrag for behandlinger, som patienten har sparet til den ellers forventede behandling af tænderne, hvis der var foretaget rettidig behandling af tænderne.

Tryg fandt videre, at patienten ikke er påført en skade ved behov for plastfyldninger, kroner og tab af tænderne +4,5,6,7 efter behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at røntgen fra 9. december 2009, 1. juni 2011, 7. november 2011, 30. december 2011 og 22. november 2012 viser et tandsæt, der er meget svækket af grundlidelsen, caries.

Tryg fandt videre, at patientens nuværende behov for behandling med fyldninger og kroner svarer til den behandling, der eventuelt kunne være udført på et tidligere tidspunkt hos tandlægen. Det forhold, at behandlingerne eventuelt er udskudt, har derfor ikke medført et øget behandlingsbehov eller negative konsekvenser for patientens tandstatus. Der er således tale om et eventuelt udskudt behandlingsbehov af tændernes grundlidelse, caries, og der er derfor ikke sket en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for udgifter til fyldninger og kronebehandlinger.

Tryg fandt videre, at tænderne +4,5,6,7 i december 2009 kun bestod af rødder, og at der var betændelse om rodspidserne. Tænderne var derfor ikke mulige at bevare allerede på det tidspunkt. Behandlingen hos tandlægen i perioden fra 26. november 2009 til 9. september 2019 er derfor ikke årsag til tabet af tænderne, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at eventuel tidligere behandling er forældet og er derfor ikke vurderet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 2. juli 2020, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det fremgår af journalen, at patienten gentagne gange er blevet informeret om behovet for kronebehandling og om risici’ene ved at afslå behandling. Desuden fremgår det af journalen, at patienten på trods heraf gentagne gange har afslået og/eller udskudt behandling af tænderne.

Nævnet finder derfor, at det ikke er overvejende sandsynligt, at tænderne 6+ og 6,5- mistes som følge af tandlægens mangelfulde behandling. Tænderne mistes således som følge af grundlidelsen og patientens fravalg af behandling.

Den af Tryg tilkendte ret til erstatning inkl. Trygs afgørelser af 18. august 2020 og af 13. oktober 2020 er derfor bortfaldet.