Skip to content

4530/20

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende gener med smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende gener med smerter. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der den 19. august 2010 fik behandlet tanden 6- med en plastfyldning efter anlæggelse af lokalbedøvelse. Ifølge journalen fra den 26. august 2010 følte patienten, at den højre side af tungen indtil tungespids stadig føltes bedøvet. Patienten havde prikkende fornemmelse og periodevis brændende fornemmelse i løbet af dagen efter lokalbedøvelse. Der blev konstateret en let hævelse af på tungens siderand, og det virkede som om, at patienten havde bidt sig. Ved prik på tungens siderand følte patienten smerte. Der blev derfor givet laserbehandling, hvilket blev gentaget den 2. september 2010. Den 20. september 2010 blev det noteret, at patienten stadig havde prikkende og sovende fornemmelse i højre side af tungen.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén.

I brev af 21. januar 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4.

Codan fandt, at skaden på en nerve i forbindelse med lokalbedøvelse opstår sjældent, og permanente føleforstyrrelser i tungen som følge heraf kan være mere alvorlige, end patienten med rimelighed må tåle.

Codan fandt herefter, at patientens gener i form af prikken/snurren i tungen i forbindelse med bedøvelse forekommer i mindre end 2% af behandlingerne. Dermed er såvel kravet om alvor som kravet om sjældenhed opfyldt, og komplikationen i form af prikken/snurren i tungen ligger ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle i forbindelse med den udførte behandling hos tandlæge.

Codan fandt således, at der er sket en skade omfattet af lovens § 20, stk. 1, nr. 4, og patienten er dermed berettiget til erstatning i henhold til erstatningsansvarslovens regler.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. juli 2020 traf Codan afgørelse om, at de indsendte oplysninger ikke væsentligt ændrer sagens faktiske omstændigheder, og der er derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.

I den forbindelse har Codan lagt vægt på, at de den 6. december 2011 traf afgørelse, hvor det blev vurderet, at patienten ikke er blevet påført et varigt mén på 5% eller derover som følge af skaden. Codan fandt således, at patienten ikke var berettiget til godtgørelse for varigt mén.

Codan fandt videre, at skaden omfattede føleforstyrrelser i højre side af tungen. I afgørelsen afsluttes sagen, idet generne ikke opfyldte væsentlighedskriteriet. I forbindelse med undersøgelser den 3. november 2011, 17. januar 2013 og 9. januar 2014 er der ingen notater om subjektive gener og/eller objektive fund, der kan dokumentere ubehag/senfølger med relation til skaden. I 2015 opstår smerter i højre underkæbe, og tænderne 7- og 6- må senere fjernes efter forsøg på rodbehandling. Der er notater om spændinger, migræne og diffuse smerter i højre side i 2018. Den 26. april 2018 noteres det, at patienten er under en neurologisk udredning. Den 23. august 2018 er det noteret, at neurologen mener, at smerter i højre side kommer fra tænderne. Den 19. november 2018 drøftes henvisning til smerteklinik.

Codan fandt herefter, at der ikke på det foreliggende grundlag er tilvejebragt dokumentation for en sammenhæng mellem skaden i 2010 og ubehagsgenerne, der beskrives fra 2015 og bliver mere udtalte i 2018. 

Codan fandt på den baggrund, at betingelserne for at genoptage sagen ikke er opfyldt.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 9. juli 2020 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at Deres nuværende gener er en følge af den anerkendte skade i forbindelse med fyldningsbehandling af tanden 6- i august 2010. I den forbindelse er der lagt vægt på, at behandlingen blev udført i 2010 og Deres gener først opstod i 2014/2015.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.