Skip to content

4371/20

Skadetype: Manglende diagnostik
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af rodspidsbetændelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af rodspidsbetændelse. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der den 10. marts 2010 bl.a. fik taget røntgen af tanden 6+, der fandtes at vise rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden 6+ den 13. april 2010, som blev fortsat den 14. april og 26. april 2010. Desuden blev tanden -5 behandlet med en plastfyldning den 26. april 2010 på grund af defekt fyldning. Rodbehandlingen af tanden 6+ blev herefter afsluttet med rod- og plastfyldning den 20. maj 2010. Den 22. november 2010 blev tanden -5 igen behandlet med en fyldning på grund af defekt fyldning, og den 10. januar blev tanden præpareret til krone. Ifølge journalen fra den 17. januar 2011 blev kronen cementeret på tanden -5. Den 28. november 2011 blev der konstateret en fistel ved tænderne 6+ og -7. I den forbindelse blev patienten informeret om, at det ikke var muligt at udføre en tandbevarende behandling af tanden -7 på grund af tandens afkortede rod. Tanden 6+ blev herefter kirurgisk rodbehandlet den 28. juni 2012 på grund af rodspidsbetændelse. Den 18. juni 2013 blev der igen registreret en fistel ved tanden 6+. Det blev aftalt at observere tilstanden, hvilket blev noteret igen den 18. december 2013.  Patienten henvendte sig den 4. januar 2017 med tandpine fra tanden -5, hvor røntgen fandtes at vise rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, som efter flere rodskylningssceancer blev rodfyldt den 14. februar 2017. Den 13. marts 2019 blev der konstateret caries i tanden 8+. Patienten blev derfor anbefalet udtrækning af tanden, da der ikke var en modbidstand og på grund af vanskelige renhold. Patienten ønskede imidlertid tanden behandlet med en fyldning. Tanden blev derfor behandlet med en plastfyldning den 10. april 2018. Den 26. marts 2019 var der ømhed fra tanden 5+. Der blev konstateret en fistel ved tanden, og røntgen fandtes at vise rodspidsbetændelse men ingen tegn på rodfraktur. Patienten blev derfor anbefalet kirurgisk rodbehandling for bevarelse af tanden, alternativt ekstraktion. Efterfølgende konstaterede anden tandlæge betændelse ved tænderne 8,7,6+5,6,7 samt tænderne 7,6-5,6,7. Det blev i den forbindelse vurderet, at det ikke var muligt at udføre tandbevarende behandling på tænderne 8,7+5,7 og 7-7. Tænderne 6+6 og 6-5,6 skulle dog udredes nærmere og behandles for eventuelle infektioner. Den 14. maj 2019 blev tænderne 5+ og 5- trukket ud på grund af rodfraktur.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til de skadesudbedrende behandlinger.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. marts 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade ved behandlingen hos tandlægen, fordi det ikke er overvejende sandsynligt, at patientens nuværende tandbehandlingsbehov havde været undgået

Tryg fandt i den forbindelse, at der i 2019 blev diagnosticeret vedvarende betændelse om patientens tænder 8,7,6+5,6,7 og tænderne 7,6-5,6,7. Herudover blev tænderne 5+ og 5- fjernet på grund af rodfrakturer.

Tryg fandt herefter, at tanden 8+ mistes med årsag i grundlidelsen, dybe huller, og at udtrækning af denne tand i øvrigt ikke vil medføre en forringelse af patientens tyggefunktion, fordi tanden ikke har en modbidstand.

Tryg fandt videre, at tænderne 5+ og 5- blev fjernet i 2019 med årsag i rodfrakturer. En rodfraktur er en hændelig komplikation, der indtræder som følge af tyggefunktion på en svækket tand. Patientens journal og røntgen dokumenterer således også, at tænderne 5+ og 5- var svækkede tænder som følge af, at de på et tidspunkt forud for den 10. marts 2010 var blevet rodfyldt, kirurgisk rodbehandlet og restaureret med kroner. Tabet af tænderne 5+ og 5- har således med overvejende sandsynlighed årsag i tændernes grundlidelse og den nødvendige behandling heraf.

Tryg fandt endvidere, at tænderne 7+5,7 og 7-7 blev diagnosticeret med kronisk betændelse om rødderne i 2019. Patientens journal og røntgen dokumenterer, at disse tænder tidligere var forsøgt relevant behandlet, idet tænderne var blevet rodfyldt og restaureret med kroner på et tidspunkt forud for den 10. marts 2010. Der foreligger ikke yderligere notater, der kan belyse hvornår og under hvilke forhold og forudsætninger, tænderne var blevet behandlet. Herudover fremgår det af journalen, at patienten allerede i 2010 og 2011 var blevet informeret og anbefalet fjernelse af tanden -7 på grund af ubehandlelig betændelse.

Tryg fandt derfor samlet, at behandlingen af disse tænder reelt er udskudt behandling af tændernes grundlidelser, da det ikke er dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at tænderne kunne være bevaret selv ved tidligere diagnostik af den kroniske betændelse.

Tryg fandt desuden, at tænderne 6+6 og 6-5,6 fremstod i 2019 med behov for rodbehandlinger gennem kronerne og/eller kirurgisk rodbehandling. Der var således tale om behandling rettet mod tændernes grundlidelse i form af kronisk betændelse som en komplikation til grundlidelsen caries og/eller omgørelse af tidligere rodbehandlinger (dette vedrørende tænderne 6+ og -5) enten gennem kronerne eller fra rodspidsen.

I den forbindelse fandt Tryg, at journalen og røntgen dokumenterer, at tænderne 6+6 og 6-5,6 alle var rodbehandlet og restaureret med kroner. Tænderne 6+6 var tillige forsøgt kirurgisk rodbehandlet. Det skal oplyses, at en omlavning af en behandling ikke udgør en erstatningsberettigende skade efter loven, men anses for en fordyrelse af den oprindelige behandling for tandens grundlidelse, og således et økonomisk mellemværende mellem patienten og den tandlæge, som har udført den oprindelige behandling.

Sammenfattende fandt Tryg, at der gennem årene er sket en ophobning af et større behov for tandbehandling, der ikke med den tilstrækkelige grad af sandsynlighed kan henføres til den udførte behandling hos tandlægen, men derimod må tilskrives patientens tænders grundlidelser og følger heraf.

Tryg fandt derfor, at da det ikke kan anses for overvejende sandsynligt, at patientens nuværende behandlingsbehov havde været mindre, selv med en tidligere eller anden behandling hos tandlægen, er patienten ikke berettiget til erstatning efter KEL.

For en god ordens skyld oplyste Tryg, at et eventuelt spørgsmål om tilbagebetaling af honorar for en tidligere udført behandling eller omgørelse af en tidligere udført behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan dette honorarspørgsmål indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Trygs afgørelse af 13. marts 2020, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgen fra den 18. juni og 18. december 2012 viser, at der var rodspidsbetændelse på tanden 7+. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at rodspidsbetændelsen var blevet diagnosticeret og behandlet på daværende tidspunkt, hvorved man med overvejende sandsynlighed havde undgået tab af tanden 7+.

Nævnet finder videre, at røntgen af 25. februar og 5. september 2015 viser rodspidsbetændelse på tanden +7. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at rodspidsbetændelsen var blevet diagnosticeret og behandlet på daværende tidspunkt, hvorved man med overvejende sandsynlighed havde undgået tab af tanden +7.

Nævnet finder derfor, at der kan tilkendes erstatning for tab af tænderne 7+7, og sagen hjemvises til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.

For så vidt angår tænderne 6,5+5,6 og tænderne 7,6,5-5,6,7 tiltrædes Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade med de af Tryg anførte begrundelser.