Skip to content

4600/21

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Under 1000 kr.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 9-årig pige, der den 27. februar 2020 fik konstateret caries i tanden 6+. Tanden blev derfor renboret den 4. marts 2020. I den forbindelse blev det noteret, at der var caries tæt på tandens nerve, og ved udboringen skete der en utilsigtet gennemboring til tandens nervekammer, da patienten kom til at lukke munden. Den 9. marts 2020 var patienten og hendes mor til samtale, hvor der blev fremlagt to behandlingsmuligheder: rodbehandling af tanden med senere kronebehandling eller udtagning af tanden med henblik på at lade nabotænderne dække den manglende tand.

Efter det oplyste, er tanden efterfølgende blevet behandlet i privat regi.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tand samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. november 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 24, stk. 1.

Tryg afviste derfor at behandle sagen allerede, fordi en eventuel erstatning ikke overstiger 10.000 kr. Der er således heller ikke taget stilling til ansvarsgrundlaget.

Tryg fandt, at patienten i mange år frem vil være knyttet til den kommunale tandpleje, og vil derigennem ikke have udgifter til tandbehandling.

I den forbindelse bemærkede Tryg, at der ikke kan ydes erstatning til en senere implantatbehandling svarende til tanden 6+, da tanden enten kan bevares ved rodbehandling eller kan erstattes ved at inddrage nabotænderne, eventuelt gennem tandregulering. Dette vil ligeledes være uden en egentlig egenbetaling, så længe behandlingen udføres gennem den kommunale tandpleje.

Tryg fandt desuden, at tanden fremstod med et dybt hul, som var tæt på tandnerven. Selv hvis der ikke var sket en gennemboring til nerven, ville der med overvejende sandsynlighed på sigt være behov for en rodbehandling.

Tryg fandt derfor, at patienten ikke har haft eller vil få udgifter som følge af behandlingen, som kan få den samlede erstatning til at overstige 10.000 kr.

Tryg fandt videre, at patienten som følge af behandlingen ikke har lidt et indkomsttab.

Tryg fandt endvidere, at for så vidt angår selve behandlingen for hullet i tanden, kan der ikke ydes en godtgørelse for svie og smerte, da der her var tale om behandling af patientens grundlidelse.

Tryg fandt herefter, at en eventuel godtgørelse for svie og smerte som følge af den eventuelle rodbehandling eller anden behandling ikke kan få den samlede erstatning til at overstige 10.000 kr.

Tryg fandt desuden, at selv såfremt patienten mister tanden 6+, kan dette ikke i sig selv medføre et varigt mén på 5% eller derover jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings méntabel.

Tryg fandt også, at patienten ikke som følge af behandlingsskaden har været sygemeldt eller har varige gener heraf, har patienten ikke lidt et tab af sin erhvervsevne.

Tryg fandt herefter, at behandlingsskaden ikke samlet set har medført et erstatningskrav, som overstiger minimumsgrænsen på 10.000 kr., og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 24, stk. 2.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 20. november 2020, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at det fremgår af journalen fra den 10. januar 2019, at der blev noteret obs for caries i tanden 6+, og at det den 4. marts 2020 blev noteret, at der var dyb caries i tanden. Behandling og diagnostik af caries i tanden 6+ har derfor ikke været bedst muligt under de givne omstændigheder.

 

Idet patienten fortsat er omfattet af den kommunale tandpleje, finder nævnet imidlertid, at der på nuværende tidspunkt ikke ses at være grundlag for at fastsætte en erstatning.

 

I henhold til § 60 b har patienten imidlertid mulighed for at bede Tryg om at genoptage sagen, såfremt der måtte opstå et erstatningskrav som følge af denne anerkendelse af skaden inden for de næste 10 år fra denne afgørelse. Dog findes der en 3-årig forældelsesfrist - som går forud for den 10-årige forældelse - som regnes for den dag, hvor patienten fik eller burde have fået kendskab til kravet.