Skip to content

4608/21

Skadetype: Nerveskade
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Operativ fjernelse af visdomstand og cyste med efterfølgende forlænget forløb og nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Operativ fjernelse af visdomstand og cyste med efterfølgende forlænget forløb og nerveskade til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 81-årig mand, der henvendte sig til anden tandlæge den 10. september 2019 på grund af hævelse i højre side af undermunden. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise, at tanden -8 havde en stor cyste omkring sig. Den 19. juni 2020 henvendte patienten sig igen med en stor hævelse i regio -8. Patienten blev herefter henvist til den behandlende tandlæge for operativ fjernelse af tanden. Den 26. juni 2020 var patienten derfor til konsultation hos den behandlende tandlæge, hvor der blev foretaget en CBCT-scanning. Scanningen fandtes at vise, at tanden -8 lå så dybt, at den overlappede kæbenerven, og at de forreste rødder havde direkte kontakt med kæbenerven. Det blev desuden noteret, at der var en stor betændelse om tandens krone, som var næsten cysteformet. Tanden -8 blev herefter fjernet operativt den 2. juli 2020 efter anlæggelse af lokalbedøvelse med 3,6 mm bedøvelsesmiddel. I den forbindelse blev det noteret, at der blev fjernet knogle foran og bagved tanden, at kronen blev adskilt fra rødderne, som blev fjernet i flere dele, og at rodspidserne blev efterladt lige over kæbenerven, da roden var sammengroet med knoglen. Ved fjernelse af trådene den 9. juli 2020 blev der konstateret begyndende heling. Patienten henvendte sig igen den 16. juli 2020 på grund af smerter fra regio -8, der trak op mod øret og ned i halsen samt feber. Der blev konstateret hævelse i området, hvorefter der blev ordineret antibiotika. Ved kontrol den 4. august 2020 oplyste patienten, at han inden for de sidste par uger var begyndt at blive tiltagende følelsesløs i hele venstre side af underkæben til midtlinje samt kind og op mod øjet. Patienten blev herefter henvist til Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk afdeling med henblik på udredning og behandling af betændelse. Den 7. august 2020 var patienten til undersøgelse på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk afdeling, hvor det blev aftalt, at der skulle foretages en omfattende oprensning af regio -8 samt fjernelse af den efterladte rod. Forud for behandlingen den 13. august 2020 blev patienten informeret om, at der var en betydelig risiko for nerveskade i forbindelse med operationen. Den efterladte rod fra tanden -8, tanden -7 samt noget cystisk væv blev herefter fjernet. Ved kontrol den 31. august 2020 oplyste patienten, at der fortsat var føleforstyrrelser. Det blev desuden noteret, at betændelsen var væk. Ifølge journalen fra den 17. september 202 var der fortsat føleforstyrrelse svarende til nervus alveolaris inferior sin.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte helbredelsesudgifter samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. januar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed ikke er blevet påført en skade i form af føleforstyrrelse, som berettiger til erstatning som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at der var grundlag for at fjerne tanden -8 den 2. juli 2020.

Tryg fandt herefter, at behandlingen hos tandlægen er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Patientens behandling har således været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på det pågældende område. Den indtrådte komplikation i form af føleforstyrrelser vurderes således at være en hændelig komplikation til et i øvrigt korrekt udført indgreb. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt videre, at selv om skaden i form af føleforstyrrelser er tilstrækkelig alvorlig til at opfylde lovens krav om alvorlighed, så er den ikke tilstrækkelig sjælden. I den forbindelse fandt Tryg, at føleforstyrrelser er en relativ hyppig forekommende komplikation (over 2%) til en behandling med fjernelse af en visdomstand, hvor der er så tæt kontakt med kæbenerven, og hvor der er en stor cyste om tanden.

Tryg fandt endvidere, at røntgenbillede af 10. september 2019 og CBCT-scanningen af 26. juni 2020 viser, at tanden -8 lå dybt nede i kæben i en sådan grad, at røddernes forgreningspunkt og tandens forreste rødder havde direkte kontakt til kæbenerven. Samme billede dokumentation viste også, at der var en stor cyste omkring tandens krone. Patienten er derfor heller ikke berettiget til erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4, idet komplikationen ikke er tilstrækkelig sjælden.

Tryg fandt desuden, at patienten ikke er påført en skade i form af betændelse som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse fandt Tryg, at der var grundlag for at indlede behandling med fjernelse af tanden -8 den 2. juli 2020.

Tryg fandt videre, at journalmateriale af 26. juni 2020 dokumenterer, at der var betændelse om tanden. CBCT-scanning af 26. juni 2020 viste blandt andet, at der var en stor betændelse om kronen på tanden, som var næsten cysteformet.

Tryg fandt endvidere, at patienten i perioden efter behandlingen med fjernelse af tanden fortsat havde noget betændelse, som blev fjernet den 13. august 2020 på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk ambulatorium.

Efter en konkret vurdering af sagens oplysninger fandt Tryg, at patienten ikke er påført en skade i form af betændelse som følge af behandlingen hos tandlægen. I den forbindelse fandt Tryg, at der, allerede inden behandling med fjernelse af tanden blev indledt, var betændelse om tanden jf. journalnotat og CBCT-scanning af 26. juni 2020. Det er derfor ikke selve behandlingen med fjernelse af tanden -8, som har medført betændelse.

Tryg fandt videre, at ved omfattende betændelser er det normalt, at man ikke kan fjerne al betændelsen på én gang, men at dette kan kræve flere behandlinger samt en forventelig periode med ubehag/ smerter.

Tryg fandt derfor, at den vedblivende betændelse med overvejende sandsynlighed har årsag i grundlidelse, det vil sige forhold ved patienten selv.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 29. januar 2021, som anført nedenfor.

 

Den erfarne specialist ville efter Nævnets vurdering kunne have fjernet cysten og hele tanden -8 ved behandlingen den 2. juli 2020. Det forlængede ophelingsforløb og nerveskaden ville derved med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået.

 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.