Skip to content

4632/21

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Behov for rodbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for rodbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 81-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 10. december 2018 på grund af tandpine ved tanden 4-. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Den 18. december 2018 blev tanden rod- og plastfyldt, og der blev taget kontrol røntgen. Patienten henvendte sig igen den 5. februar 2019 på grund af tabt fyldning. Det blev konstateret, at det tabte stykke plast passede på roden 5-. Behandlingen af patienten blev herefter afsluttet. Patienten henvendte sig til en anden tandlæge den 21. februar 2019 for en second opinion. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise fraktur af roden under brokonstruktion 5-, en meget kort rodfyldning i tanden 5- samt en kort rodfyldning i tanden 4-. Desuden blev det konstateret, at brokonstruktion var defekt og der sås opklaring mellem rod og bro. Patienten henvendte sig igen den 26. marts 2019 på grund af smerter i regio 4- samt tabt plastopbygning 3- til 1-. Det blev konstateret, at tanden 4- var bankeøm. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise betændelse på hele roden ved tanden 1-, som tillige var løs af 3. grad. Tanden 1- blev derfor fjernet, og der blev lavet en midlertidig plastopbygning fra 1- til 1,2 som erstatning for 2,1-.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling på grund af ændret/ ødelagt bid som følge af, at forkert tand blev rodbehandlet.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. februar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev indledt rodbehandling af tanden 4- den 10. december 2018 på grund af smerter og rodspidsbetændelse. Tænder med ikke forbigående smerter og rodspidsbetændelse rodbehandles ofte.

Tryg fandt derfor, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede rodbehandling af tanden. I den forbindelse dokumenterer røntgenbillede af den 10. december 2018 rodspidsbetændelse på tanden 4-.

Tryg fandt dermed, at rodbehandlingen ikke udgør en skade, men er en nødvendig behandling af patientens grundlidelse i tanden, rodspidsbetændelse.

Tryg fandt videre, at det er muligt, at rodbehandlingen ikke har opfyldt patientens forventninger og/eller været udført i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men patienten kan få foretaget behandlingen igen på samme betingelser som ved den oprindelige behandling. Dette udgør ikke en erstatningsberettigende skade.

Tryg fandt herefter, at røntgenbillede af 11. december 2018 dokumenterer en omfattende betændelse, helt op til rodspidsen på tanden 1-. Tanden var udtrækningsmoden. Ydermere dokumenterer røntgenbilledet, at plastbroen ved tænderne 3,2,1-1 havde en dårlig prognose. Dette begrundes med forhold ved tanden 1- og den manglende pasform ved tanden 3-.

Tryg fandt derfor, at behandlingen med udtrækning af tanden 1- og fremstilling af en midlertidig plastbro ved tænderne 3,2,1-1 udgør behandling for patientens grundlidelse og er dermed ikke en skade.

Tryg fandt desuden, at tabet af roden på tanden 5- ikke har årsag i rodbehandlingen ved tanden 4- og udgør derfor ikke en erstatningsberettigende skade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 3. februar 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede af 10. december 2018 viser, at der var rodspidsbetændelse på tanden 4-. Behovet for rodbehandling er derfor en følge af grundlidelsen, rodspidsbetændelse.

 

Nævnet finder videre, at den udførte rodbehandling af tanden 4- ikke med overvejende sandsynlighed er årsagen til patientens efterfølgende gener ved tanden 5- og 1-.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

I øvrigt bemærkes det, at der ikke er mulighed for at have en mundtlig dialog med nævnet.