Skip to content

4650/21

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Bro

Beskrivelse:

Brobehandling og efterfølgende tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Brobehandling og efterfølgende tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 15. oktober 2018 ønskede tænderne 6,5+ trukket ud og erstattet med bro. Tænderne blev derfor trukket ud samme dag, og der blev præpareret til bro regio 6+ og 3+. Broen regio 6,5,4,3+ blev herefter cementeret den 29. oktober 2018. Den 1. november 2018 blev biddet på broen justeret, hvilket igen skete den 19. november 2018. Ifølge journalen fra den 2. maj 2019 havde patienten været udsat for et hovedtraume, hvorfor biddet passede rigtigt dårligt. Sammenbiddet på tanden 6- blev derfor justeret. Den 6. maj 2019 blev tanden 7+ behandlet med en plastfyldning. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge, hvor der den 3. juni 2019 blev udført en diagnostisk undersøgelse, incl. røntgen. Tænderne +4 og 7,5,4,3-4 blev herefter behandlet med plastfyldninger, og der blev foretaget bidjustering på tænderne 7,6,5-. Den 20. januar 2020 var tanden 6- øm, og blev derfor anbefalet rodbehandling af tanden. I den forbindelse blev det noteret, at patienten ønskede tanden fjernet, da hun ikke troede på rodbehandlinger. Tanden 6 blev derfor trukket ud den 16. april 2020. Ifølge journalen fra den 27. august 2020 blev patienten anbefalet en hård bidskinne på grund af udtalt slid. Der blev derfor taget aftryk hertil samme dag. Den 11. september 2020 blev bidskinne afprøvet, og det blev konstateret, at broen regio 6,5,4,3+ var løsnet på 6+. Broen blev derfor fjernet, og det blev konstateret, at tanden 6+ var total opløst af caries. Den 5. oktober 2020 blev broen skåret over ved 3+, og cementeret som en krone på tanden. Desuden blev tanden 6+ trukket ud, og der planlægges ny bro konstrueret på implantater. I den forbindelse blev det noteret, at patienten ikke ønskede metal-implantater med zirkonium-implantater.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. januar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af brobehandlingen på tænderne 6,3+ hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det fremgår af journalen, at tandlægen den 19. februar 2018 restaurerede tanden 6+ med plast i alle flader. Tanden var da overvejende sandsynligt renboret. Tanden var således nyrestaureret, da brobehandlingen blev forberedt den 15. oktober 2018.

Tryg fandt videre, at på røntgenbilledet fra den 19. februar 2018 ses tanden 6+ med plasten som overfladelag. Der ses mulig overfladisk hul i mellemrumsfladerne, men det kan være røntgenoptagelsens kvalitet, der slører. Under alle omstændigheder ses rigeligt med tandkrone-substans af sund karakter.

Tryg fandt desuden, at røntgenbilleder dateret den 3. juni 2019 kan tolkes som hul ved den fremadvendende flade på 6+, alternativ spalte i kanten.

Tryg fandt endvidere, at der den 3. juni 2019 blev foretaget grundundersøgelse inklusiv røntgenoptagelser og ikke fundet hul eller andet bemærkelsesværdigt ved broen 6,5,4,3+, og at den løsnede bro og hul i tanden 6+ først blev diagnosticeret i forbindelse med aflevering af bidskinnen den 11. september 2020. Endelig er det flere gange beskrevet, at der har været behov for bidjustering af 7,6-, og at bidskinne-behandlingen er gennemført på grund af voldsomt tandslid og antagelig tænderskæren. Tænderskæren og slid kan være årsag til, at broankret 6+ løsnede sig uopdaget, hvorfor tanden har været tilgængelig for opløsning af caries.

Tryg fandt derfor, at der ikke i forbindelse med behandlingen hos tandlægen i perioden fra cementeringen af broen den 29. oktober 2018 og frem til tandlægeskiftet den 20. maj 2019 er sket en skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af 6+ fra den 10. september 2020 viser en mængde resttandsubstans, der muliggør bevarelse af tanden med rodbehandling, støbt opbygning og bro. Tanden 6+ kunne således være bevaret ved rodbehandling, støbt opbygning og bro.

Såfremt patienten ønsker en vurdering af, hvorvidt der er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med behandlingen af tanden +6 hos anden tandlæge, bedes patienten indsende ny anmeldelse med angivelse af denne tandlæge som skadevolder.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 22. januar 2021.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6+ mistes som følge af rodfraktur efter det oprindelige traume og ikke som følge af den udførte brobehandling. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af bite-wing røntgen fra den 3. juni 2019 og af klinisk foto fra 10. september 2020, at der er rodfraktur mellem tandens to kindvendende rødder.

 

Patientens nuværende behandlingsbehov er derfor med overvejende sandsynlighed en følge af grundlidelsen, traume på tanden 6+ med rodfraktur til følge.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.