Skip to content

4663/21

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfile og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfile og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig kvinde, der den 20. november 2019 fik registreret fordybede tandkødslommer generelt i hele tandsættet. Dette blev igen registreret den 27. november 2019. Den 4. december 2019 blev der taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tanden -6. Patienten blev derfor anbefalet rodbehandling af tanden, og den 9. januar 2020 blev der indledt rodbehandling af tanden. Rodbehandlingen blev fortsat den 15. januar 2020, og i forbindelse hermed knækkede der en fil i den bagerste rod. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet den 23. januar 2020, hvor tanden blev rod- og plastfyldt. De 4. november 2020 blev der konstateret en fistel ved tanden -6, og der blev taget røntgenbillede, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved begge rødder samt knækket rodfile i begge rødder.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. april 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der i november 2019 blev registreret fordybede tandkødslommer og tab af knogle på flere af tænderne.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af 4. december 2019 dokumenterer omfattende betændelse på rødderne af tanden -6. Betændelsen ses strækkende om begge rødder og med kommunikation op til fordelingspunktet mellem de to rødder (furkaturen).

Tryg fandt herefter, at da der på røntgenbilledet ses kommunikation mellem betændelse, der udspringer fra rodspidserne, og betændelse, der udspringer fra tandkødet og knoglen svarende dertil, vurderes tandens prognose at være dårlig.

Tryg fandt derfor, at fæstetabet og betændelse på tanden er så omfattende, at tanden ikke kan bevares. Det betyder, at selv om der knækkede to rodfile i forbindelse med rodbehandling af tanden, er dette med overvejende sandsynlighed ikke årsagen til, at tanden mistes. Tabet af tanden har årsag i grundlidelsen; omfattende betændelse og fæstetab. Tanden var således allerede, forinden rodbehandlingen blev indledt, mistet på grund af grundlidelsen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 16. april 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede af 4. december 2019 viser, at der var omfattende betændelse med forbindelse til tandkødet ved tanden -6 forud for den udførte rodbehandling. Tanden -6 var derfor allerede stærk svækket forud for den udførte rodbehandling, og mistes derfor som følge heraf og ikke som følge af de knækkede rodfile og den udførte rodbehandling. Det forhold, at der alligevel blev udført en rodbehandling, medfører ikke i sig selv, at der foreligger en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.