Skip to content

4668/21

Skadetype: Skade på rod - Rodresorption
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende rodresorptioner til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen mhp. stillingtagen til den korrekte skadesudbedrende behandling.

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende rodresorptioner til følge. Erstatningens omfang. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen mhp. stillingtagen til den korrekte skadesudbedrende behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 23-årig kvinde, der den 4. marts 2016 fik taget røntgen til brug for tandreguleringsbehandling. Der blev herefter påbegyndt et tandreguleringsforløb med fast apparatur i både over- og underkæbe den 21. juni 2016. Efterfølgende var patienten til regelmæssige konsultationer vedrørende tandregulerings-behandlingen. Den 29. august 2018 blev det faste apparatur afmonteret, og der blev påsat holdetråde bag på fortænderne. Efterfølgende var patienten til en fokuseret undersøgelse hos anden tandlæge den 30. august 2018, hvor der blev taget røntgen, som fandtes at vise udtalte rodresorptioner på tænderne 2,1+1+2. I den forbindelse blev det vurderet, at rodresorptionen på tanden +2 var mest udtalt, og at tanden derfor havde en tvivlsom prognose. Ved opfølgning den 5. september 2018 blev det noteret, at tanden +2 var løs, og der blev igen taget røntgen, som fandtes at vise udtalt rodresorption på tanden. Desuden blev der beskrevet lignende tendens på tænderne 1+1. Den 5. december 2019 blev overkæbefortænderne (3,2.1+1,2,3) sammenlimet med en retainer af den behandlende tandlæge. Efterfølgende er det blevet vurderet, at tanden 3+ skal rodbehandles som følge af orto behandlingen, mens tanden 4+ skal behandles med en opbygning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt eventuel fremtidig tab af tænder.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. marts 2021 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslag vedrørende lokalbedøvelse 3+, rodbehandling 3+, røntgenoptagelser 3+, porcelænsfacade 3+, plastfyldning 3+, 4+, klinisk foto og fokuseret undersøgelse på i alt 10.650,93 kr. kan godkendes delvist.

Tryg fandt således, at lokalbedøvelse 3+, rodbehandling 3+, røntgenoptagelser 3+ og plastfyldning 3+ kan godkendes.

Tryg fandt dog, at porcelænsfacade 3+ ikke kan godkendes, idet dette anses som en æstetisk behandling. En facadebehandling er ikke nødvendig for at give tanden en bedre prognose.

Tryg fandt derudover, at plastfyldning til tanden 4+ samt klinisk foto ikke kan godkendes, da det ikke er en del af den skadesudbedrende behandling, men relateret til almindeligt slid.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 29. marts 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at misfarvningen af tanden 3+ er en følge af den anerkendte skade.

 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til den korrekte skadesudbedrende behandling.

 

For så vidt angår tanden 4+ finder nævnet, at behovet for plastopbygning ikke med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte tandreguleringsbehandling.

Der kan derfor ikke tilkendes erstatning for udgifterne hertil.