4641/21

Beskrivelse:

Ej mangelfuld diagnostik og behandling af parodontitis. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der den 24. november 2004 fik anbefalet at få kronen på tanden 1+ skiftet på grund af æstetiske mangler. Ifølge journalen fra den 12. september 2005 blev der cementeret en ny krone på tanden 1+. Den 13. maj 2014 blev der taget røntgen, og det blev noteret, at patienten ønskede en ny krone på tanden 2+ af kosmetiske årsager. Dette blev igen noteret den 2. juli 2014. Ifølge journalen fra den 25. september 2017 blev der målt fordybede tandkødslommer ved tanden 2+, og der blev derfor udført en tandrodsrensning på tanden samme dag. Den 11. juni 2018 blev der taget røntgen af tanden 2+ samt diagnosticeret parodontitis. Ifølge journalen fra den 27. juni 2018 var der opblussen ved +2, og der blev derfor skyllet og ilagt gel. Den 2. juli 2018 blev der konstateret en fistel ud for tanden +2. Der blev derfor ordineret penicillin, og den 6. august 2018 blev der foretaget kirurgisk parodontal-behandling på tænderne 2+ og 1+. Den 13. august 2018 blev der konstateret fin heling. Den 19. februar 2020 blev det konstateret, at tanden 2+ var løs. Ifølge patienten mistes tænderne 2,1+.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tænderne 2,1+ og efterfølgende erstatning med implantater m.m.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. december 2020 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at røntgenoptagelsen dateret den 17. august 2005 viser tab af tandbærende støttevæv op langs rødderne af tænderne 2+ og 1+. Desuden viser røntgen optaget den 13. maj 2014 et tydeligt og behandlingskrævende tab af knogle mellem tænderne 2+ og 1+, og den 11. juni 2018 blev der diagnosticeret tab af tandbærende støttevæv (parodontitis).

Tryg har endvidere lagt vægt på patientens generelle tandstatus, patientens gode mundhygiejne, og at tabet af tandbærende knogle om tænderne 2+ og 1+ har et karakteristisk lokalt/ lodret tab af tandbærende knogle. I den forbindelse oplyses det, at et lokaliseret tab af knogle, der typisk løber svarende til en brudlinje i roden, ofte ses på rodbehandlede tænder med stiftforankrede kroner. Tanden er ikke knækket i flere stykker, da kronerestaureringen holder tanden limet sammen, men brudlinjen transporterer bakterier ned langs roden, hvilket vil føre til opløsning af knoglen.

Tryg fandt på den baggrund, at tabet af tandbærende knogle, der ses allerede i 2005, er en følge af brudlinjer og/eller rodfrakturer i tænderne 2+ og 1+ og ikke patientens parodontitislidelse. Det betyder, at tabet af tanden 2+ og 1+ ikke kan henføres til forhold ved diagnostik og behandling hos tandlægen, men derimod til tændernes grundlidelse; rodfrakturer/ brudlinjer.

Tryg fandt videre, at dette også forklarer, hvorfor den kirurgiske parodontalbehandling i 2018 ikke har virket.

Tryg fandt herefter, at bedst mulig behandling havde været en nærmere udredning samt udtrækning af tænderne 2+ og muligvis 1+ den 13. maj 2014. Dette svarer til den udtrækning af tænderne, der nu skal udføres, og den udskudte behandling har derfor ikke medført negative konsekvenser for patientens tandstatus.

Tryg fandt videre, at den efterfølgende behandling med rekonstruktion med implantater ligeledes svarer til den behandling, der skulle være udført under alle omstændigheder.

Tryg fandt derfor, at behandlingen hos tandlægen ikke har medført en skade, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Hvorvidt den kirurgiske parodontalbehandling har levet op til patientens forventninger er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 15. december 2020 med den af Tryg anførte begrundelse.

Nævnt finder, at tabet af tanden 2+ har årsag i grundlidelsen, rodfraktur og ikke eventuel mangelfuld diagnostik og behandling af betændelsen ved tanden. For så vidt angår tanden 1+ finder nævnet, at sammenligning af røntgen fra 13. maj 2014, 11. juni 2018 samt 9. december 2020 dokumenterer, at der ikke er sket tab af tandbærende støttevæv siden 2014, og at 1+ derfor mistes af andre årsager.

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.