Skip to content

4687/21

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tandfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tandfraktur. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 12. januar 2021 på grund af smerter fra tanden +3. Tanden var øm for tryk, og røntgenbillede fandtes at vise en fyldning med intim relation til tandnerven samt rodspidsbetændelse. Patienten blev derfor anbefalet rodbehandling af tanden, hvorefter der blev indledt rodbehandling samme dag. I den forbindelse blev tanden midlertidigt opbygget med plast, og patienten blev informeret om at skåne tanden mest muligt, indtil endelig plastfylding var lavet. Desuden blev det noteret, at patienten blev informeret om, at såfremt der skete fraktur af tanden i den mellemliggende periode, ville patienten selv være erstatningsansvarlig. Den 18. januar 2021 blev det notere at tanden var knækket af, og at patienten meldte afbud, da han ikke havde råd til behandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. april 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede rodbehandling af tanden +3 på grund af fyldningen med intim relation til tandnerven samt rodspidsbetændelse. Desuden dokumenterer røntgenbilledet af 12. januar 2021 hul og en plastfyldning, som omfattede hele tandens krone.

Tryg fandt herefter, at tanden under alle omstændigheder ville knække, da tanden allerede forinden rodbehandlingen var en svækket resttand. Tanden knækkede således på grund af grundlidelsen, hul og følgetilstand hertil og ikke den udførte rodbehandling.

Tryg fandt derfor, at rodbehandlingen ikke er årsagen til, at tanden knækkede, men derimod forhold ved tanden selv.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 28. april 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at tanden +3 med overvejende sandsynlighed knækkede som følge af, at tanden forud for rodbehandlingen var en svækket tand på grund af grundlidelsen, caries og den nødvendige behandling heraf. Den indledte rodbehandling er således ikke årsagen til, at tanden knækkede.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.