Skip to content

4697/21

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Udskiftning af amalgamfyldninger med plast og efterfølgende behov for rodbehandling samt tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Udskiftning af amalgamfyldninger med plast og efterfølgende behov for rodbehandling samt tab af tand. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig mand, der henvendte sig til tandlægen den 2. december 2019 med henblik på en second opinion vedrørende tanden +6. Det blev noteret, at anden tandlæge havde anbefalet kronebehandling af tanden på grund af isninger herfra. Det blev konstateret, at der var følsomme tandhalse på tænderne +6 og +7, og røntgen fandtes at vise sufficiente fyldninger i tænderne, men caries i tanden +6’s ganevendende flade. Patienten blev herefter anbefalet fluorpensling og brug af tandpasta mod følsomme tandhalse, men ikke kronebehandling af tanden. Det blev herefter aftalt at afvente effekten heraf. Patienten henvendte sig igen den 23. marts 2020, hvor det bl.a. blev noteret, at isningerne var aftaget væsentligt. Den 10. juli 2020 blev der igen noteret caries ved tanden +6, og at tanden +7 skulle observeres for caries. Desuden blev der noteret infraktionslinier i begge tænder. Ifølge journalen fra den 2. september 2020 blev amalgamfyldningerne i tænderne +6 og +7 skiftet til plast på grund af defekte fyldninger. Ved behandlingen af tanden +7 skete der en gennembrydning til tandens nervekammer, og patienten blev informeret om risiko for rodbehandling af tanden. Patienten henvendte sig telefonisk den 8. september 2020 på grund af isninger og smerter fra venstre overkæbe. Det blev aftalt at se tiden an 1 uge, men at patienten skulle ringe inden da ved tiltagende smerter. Den 6. oktober 2020 henvendte patienten sig med tandpine fra tanden +7, og der blev indledt rodbehandling af tanden. Patienten henvendte sig til en ny tandlæge den 12. oktober 2020 på grund af smerter. Det blev vurderet, at der var behov for rodbehandling af tanden +6, som blev indledt samme dag. Rodbehandling af tanden +6 blev afsluttet med rodfyldning den 28. oktober 2020, hvorefter tanden blev behandlet med en plastfyldning den 9. november 2020. Samme dag blev det noteret, at tanden +7 var knækket, og patienten blev anbefalet ekstraktion. Tanden +7 blev herefter fjernet operativt den 18. november 2020.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for sine gener.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. marts 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der foreligger journal, der er omhyggeligt ført og understøttet af røntgenoptagelser. Desuden var patienten hos en tidligere tandlæge anbefalet kronebehandling af tanden +6, inden patientens først henvendelse til tandlægen den 2. december 2019.

Tryg fandt videre, at røntgen optaget den 2. december 2019 viser tegn på caries under fyldningen i tanden +6 samt en dyb fyldning i tanden +7 med tæt relation til tandens nervekammer.

Yderligere fandt Tryg, at der ved undersøgelsen den 10. juli 2020 er diagnosticeret behandlingskrævende caries i tanden +6 og infraktionslinjer i tænderne +6 og +7 samt behov for observation af tanden +7.

Tryg fandt videre, at de eksisterende fyldninger i tænderne +6 og +7 blev skiftet til plastfyldninger den 2. september 2020, og at tænderne efterfølgende er blevet rodbehandlet, samt at tanden +7 er knækket og fjernet.

Tryg fandt herefter, at der var tandlægefagligt grundlag for at udskifte amalgam-fyldningerne i tænderne +6 og +7 til plastfyldninger.

Tryg fandt endvidere, at der ikke er forhold ved udførelsen af plastfyldningerne, som indikerer, at der er sket en skade eller noget utilsigtet i forbindelse med disse behandlinger.

Tryg fandt derfor, at behovet for rodbehandlinger og det efterfølgende tab af tanden +7 med overvejende sandsynlighed er en følge af tændernes grundlidelser, infraktioner, caries og dyb amalgamfyldning i tanden +7 og ikke en følge af behandlingen hos tandlægen.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 11. marts 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at der var indikation for at udskifte amalgamfyldningerne i tænderne +6,7 med plast på grund af revner i tænderne. Behovet for rodbehandling af tænderne og efterfølgende tab af tanden +7 er derfor en følge af den nødvendige behandling af grundlidelse, revner og caries.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- g erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.