Skip to content

4660/20

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med efterfølgende behov for kirurgisk rodbehandling. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 9. juli 2020 på grund af tiltagende smerter i venstre side af overkæben og trækkende op i øret. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise pulpitis ved tanden 7-. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden dagen efter, hvor der tillige blev taget røntgen, som viser en knækket rodfil (?). Ved den fortsatte rodbehandling den 25. august 2020 knækkede der en rodfil i den forreste rod. Rodbehandlingen blev herefter afsluttet med rodfyldning og kontrolrøntgen. Patienten henvendte sig igen den 29. oktober 2020 på grund af smerter fra tanden 7- ved tygning. Der blev taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling samt for gener i tand og kæbe.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. januar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af rodspidsbetændelse som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var tandlægefagligt grundlag for at indlede rodbehandling af tanden 7- den 10. juli 2020 på grund af nervebetændelse. Nervebetændelse medfører typisk rodbehandling af tanden.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet optaget samme dag viste en knækket rodfil. Desuden dokumenterer røntgenbilledet af 25. august 2020, at der knækkede en rodfil yderligere i tanden.

Tryg fandt endvidere, at en knækket rodfil kan fungere som en tilstrækkelig rodfyldning i tanden. Det betyder, at en knækket rodfil ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Ifølge KEL er der kun sket en skade, hvis den knækkede rodfil medfører negative konsekvenser for tanden i form af behov for en mere omfattende behandling end den behandling, der var nødvendig under alle omstændigheder som følge af betændelsen.

Ved vurderingen af, om der er sket en skade, har Tryg lagt vægt på, at der den 29. oktober 2020 blev konstateret rodspidsbetændelse i tanden. Den knækkede rodfil i tanden forhindrer behandling af rodspidsbetændelsen med en ny almindelig rodbehandling, og rodspidsbetændelsen skal derfor behandles ved en kirurgisk behandling. Rodbehandlingen har dermed medført et øget behandlingsbehov.

Tryg fandt herefter, at den erfarne specialist havde sørget for, at den øvre halvdel af rodkanalen var åbnet yderligere, og at denne åbning var trukket fremad på tanden, inden der var ført rodinstrumenter helt til rodspidsen. Endvidere skulle der være anvendt svage kræfter i forbindelse med instrumenteringen af rodkanalerne. Herved var rodfilene med overvejende sandsynlighed ikke knækket, og behovet for kirurgisk rodbehandling været undgået.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til kirurgisk rodbehandling af tanden.

I den forbindelse fandt Tryg, at tanden kan bevares, hvorfor der ikke er behov for udtrækning af tanden og erstatning med implantat.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 14. januar 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at tanden 7- med overvejende sandsynlighed kan bevare ved en kirurgisk rodbehandling. Der kan derfor tilkendes erstatning for udgifterne hertil.

 

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens omfang.

 

Hvis det efter en kirurgisk rodbehandling viser sig, at tanden ikke kan bevares som følge af den anerkendte skade, skal dokumentation herfor fremsendes til Tryg, der herefter vil tage stilling til, om der kan tilkendes yderligere erstatning.