Skip to content

4684/21

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende absces og ardannelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende absces og ardannelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 32-årig mand, der den 21. september fik taget røntgen af tanden -7, som fandtes at vise rodspidsbetændelse på tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden den 25. september 2015 med udrensning og ilæggelse af desinficerende pasta. Den 1. oktober 205 blev rodbehandlingen afsluttet med rodfyldning og kontrolrøntgen, og den 9. oktober 2015 blev tanden aflukket med en plastfyldning. Ifølge journalen fra den 6. januar 2016 blev der taget kontrolrøntgen af rodbehandlingen som fandtes at vise intet abnormt. Desuden blev der aflastet. Patienten henvendte sig til en ny tandlæge den 3. marts 2020 på grund af knækket fyldning i tanden -7 samt ar og absces i venstre side af underkæben. Der blev derfor taget røntgen, som fandtes at vise rodspidsbetændelse ved tanden -7. Det blev desuden noteret, at patienten oplyste, at han 6-12 måneder efter rodbehandlingen oplevede abscesdannelse, og at han havde søgt egen læge. Egen læge havde henvist til hudlæge, som havde drænet abscessen og ordineret antibiotika. Det blev vurderet, at der ikke umiddelbar var nogen sammenhæng mellem abscessen/ ar-dannelse og tanden -7. Den 13. marts 2020 blev tanden fjernet ved et operativt indgreb.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. april 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af rodbehandlingen hos tandlægen den 25. september 2015.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for rodbehandling af tanden -7 på grund af rodspidsbetændelse.

Tryg fandt videre, at rodbehandlingen ud fra det foreliggende er blevet udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard under de givne omstændigheder i 2015. Efterfølgende i 2016 blev der optaget røntgen, der viste begyndende heling af rodspidsbetændelsen.

Tryg fandt endvidere, at den opståede absces og ar-dannelse med overvejende sandsynlighed ikke har årsag i tandlægens behandling, men at årsagen derimod må tilskrives tandens grundlidelse i form af rodspidsbetændelse. Det er muligt, at rodbehandlingen den 25. september 2015 ikke har været en succes, men dette udgør ikke i sig selv en erstatningsberettigende skade efter loven.

Tryg fandt desuden, at det i journalen dateret 3. marts 2020 fra ny tandlæge er anført, at patienten havde haft tilstanden med absces længe (6-12 måneder efter rodbehandlingens afslutning). Det påhviler patienten at opsøge tandlæge regelmæssigt for undersøgelse og kontrol, herunder røntgenkontrol af rodbehandlede tænder.

Tryg fandt derfor, at rodbetændelsen har udviklet sig, må henføres til forhold ved patienten selv, herunder manglende tandlægebesøg i perioden 13. juli 2016 – 3. marts 2020.

Tryg fandt således, at tab af tanden, betændelsen med absces og ar-dannelse er en følge af tandens i forvejen svækkede tilstand (grundlidelse) og udviklingen heraf samt manglende tandlægebesøg.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 16. april 2021.

 

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den opståede absces og ardannelse er en følge af tandlægens behandling af tanden -7.

 

Nævnet finder, at årsagen til den opståede absces ikke var tandrelateret, idet der var tale om en absces opstået ved en infektion i underhuden.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.