Skip to content

4689/21

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Andet operativt indgreb

Beskrivelse:

Oprensning af betændelse ved implantater og fortsat betændelse samt smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Oprensning af betændelse ved implantater og fortsat betændelse samt smerter. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 67-årig kvinde, der ved undersøgelse den 23. august 2018 fik konstateret betændelse i tandkødet. Desuden blev der taget røntgen, som fandtes at vise knoglesvind til midt på implantatet regio +1, og det blev noteret, at der var betændelse ved implantatet regio +1. Der blev derfor foretaget et operativ indgreb ved implantatet regio +1 den 24. oktober 2018. I den forbindelse blev tandkødet klappet til side, og det blev noteret, at der var knogletab, og overfladen på implantatet blev rengjort. Desuden blev der ilagt en membran, og tandkødet blev herefter syet sammen. Patienten blev herefter instrueret i grundig renholdelse. Den 25. oktober 2018 blev det noteret, at patienten havde haft mange smerter, men var dog i bedring. Desuden var patienten meget hævet. Den 29. oktober 2018 havde patienten stadig mange smerter i området, og der blev ordineret Metronidazol. Ifølge journalen fra den 30. oktober 2018 blev der ordineret Primcillin, da patienten havde det ubehageligt efter indtag af Metronidaxol. Patienten henvendte sig den 30. november 2018 på grund af smerter og hævelse. Der blev konstateret betændelse ved implantatet, som blev udtømt ved tryk. Der blev herefter aftalt kontrol og eventuel fjernelse af implantatet. Den 20. december 2019 blev der taget røntgen af implantatet regio +1, hvilket skete igen den 20. december 2018. Patienten henvendte sig igen den 10. januar 2019 på grund af smerter. Der blev igen taget røntgen, som fandtes at vise betændelse ved implantatet regio +1. Den 18. januar 2019 blev der igen foretaget opklapning af tandkødet ved implantaterne regio 1+1. I den forbindelse blev det noteret, at der var cementoverskud ved implantatet regio 1+, som blev fjernet. Den 22. januar 2019 blev der noteret pæn heling, og den 31. januar 2019 blev stingene fjernet. Patienten henvendte sig igen den 5. februar 2019 på grund af ømhed ved højre næserod, og den 11. februar 2019 blev det noteret, at patienten fortsat havde mange smerter. Patienten blev derfor henvist til Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk afdeling den 12. februar 2019. Ifølge journalen fra den 4. marts 2019 viste en CBCT-scanning mindre knogletab ved tanden 2+ samt rodspidsbetændelse ved 3+. Det blev i den forbindelse noteret, at symptomerne godt kunne relateres til knogleopbygningsmaterialet. Patienten blev derfor anbefalet en protese til erstatning for broen regio 7+ til 3+. Efterfølgende blev tænderne 7+ og 3+ fjernet, og der blev udleveret en delprotese til underkæben. Patienten henvendte sig igen den 23. april 2019 på grund af smerter efter udtrækning af tanden 3+. Det blev noteret, at patienten mærkede udstråling til bihule, næse og øje, og at patienten skulle til udredning på sygehuset. Patienten var herefter til undersøgelse på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk afdeling den 2. maj 2019 på grund af smerter ved implantaterne i overkæbefronten, strækkende mod højre side af ansigtet og øje med udgangspunkt i regio 3+. Det blev noteret, at der ikke var fejlføling i ansigtet, hvilket blev kontrolleret med en vatpind. Patienten havde desuden ingen hævelse eller rødme, og der var normal følelse og motorik. Desuden var broen i overkæben ikke løs. Der blev herefter foretaget opklapning af tandkødet i regio 3,2,1+1 på sygehuset, hvor der blev fjernet betændelsesvæv i området. I den forbindelse blev der på røntgen konstateret et større knogletab på implantatet regio +1. Patienten kontaktede sygehuset telefonisk den 23. maj 2019, da hævelsen var blevet større, og der var dunkende smerter. I den forbindelse blev patienten informeret om, at dette var forventeligt. Ved kontrol den 24. maj 2019 blev det noteret, at der ikke var tegn på betændelse, og patienten blev anbefalet at skylle med Klorhexidin. Ifølge tandlægens journal fra den 1. juli 2019 havde patienten fået konstateret trigeminus neuropati hos en neurolog. Ved kontrol på sygehuset den 1. august 2019 blev det noteret, at der ikke længere var dunkende og smertende fornemmelse ved implantaterne, men der var dog stikkende og prikkende fornemmelse i mellemansigtet både på slimhinden og huden. Det blev desuden noteret, at patienten var i behandling hos neurolog, og der var en fin lyd fra implantaterne, men fordybede tandkødslommer på 5 mm ved implantatet regio 1+ og 12 mm på implantatet regio +1. Røntgenbillede fandtes at vise knogletab på implantaterne 1+1, og patienten blev informeret om, at forestående operation sikkert ikke vil afhjælpe smerterne. Patienten blev opfordret til at fastholde henvisningen til neurolog med henblik på udredning af smerteproblematik. Den 20. april 2020 henvendte patienten sig til en ny tandlæge for undersøgelse. Det blev herefter konstateret, at der var fordybede tandkødslomme på 12 mm ved implantatet regio +1 samt manglende støttezoner i højre side. Det blev desuden noteret, at delprotesen i overkæben fungerede dårligt, og der var slimhindeforandringer. Der var derfor mistanke om en svampeinfektion, hvorfor der blev foretaget et skrab af infektionen samt taget en biopsi af slimhindeforandringen. Den 22. april 2020 blev det noteret, at der var svamp, og der blev derfor udskrevet en recept på en svampekur. Ifølge journalen fra den 4. maj 2020 havde tandlægen haft telefonisk kontakt til patienten, som havde det dårligt og mange smerter. Patienten blev derfor anbefalet fjernelse af implantaterne regio 1+1 og derefter en proteseløsning, indtil smerterne var aftaget. Ved kontrol den 20. maj 2020 havde patienten en sviende/ brændende fornemmelse, og der blev derfor planlagt et nyt svampeskrab efter 1 måned. Desuden blev der planlagt fjernelse af implantaterne 1+1. Patienten henvendte sig igen den 3. juni 2020, da hun stadig havde ondt. Der blev konstateret gul betændelse fra implantatet regio +1, og der blev planlagt fjernelse af implantatet. Desuden blev der igen foretaget svampeskrab under mistanken om svamp. Den 8. juni 2020 blev implantatet regio +1 fjernet, da det ikke kunne bevares på grund af fordybede tandkødslommer. Desuden blev det noteret, at der var blottet 2-3 gevind af implantatet regio 1+, hvor der tillige sås en defekt over implantatet. Patienten blev derfor informeret om, at der var risiko for, at implantatet regio 1+ også skulle fjernes. Der blev desuden taget røntgen, som fandtes at vise betændelse ved implantaterne +4,5. Den 17. juni 2020 blev det noteret, at der var fin heling efter fjernelse af implantatet regio +1. Patienten henvendte sig igen den 28. september 2020, da hun havde smerter om natten ved implantatet regio 1+. Der blev ikke konstateret fordybede tandkødslommer ved implantatet, og der blev taget kontrolrøntgen af implantatet. Ifølge journalen fra den 26. november 2020 var der ingen fordybede tandkødslommer på over 2 mm ved implantatet 1+ og ingen på over 3-4 mm ved implantaterne +4,5. Patienten var dog tydelig øm ved tyggemusklerne. Der blev herefter lavet en behandlingsplan med implantater til erstatning af tænderne 5+ og 3+, en ny 3-leddet bro, en ny underkæbeprotese samt plast under broen 2+,+1,2.

Patienten søger nu om erstatning for smerterne samt den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. marts 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at indlede behandling med opklapning af tandkødet i området ved tænderne 1+1 den 24. oktober 2018, da der var betændelse (periimplantitis) omkring implantat til erstatning af tanden +1.

Tryg fandt videre, at røntgenbillede af 10. oktober 2018 dokumenterer, at der den 23. oktober 2018 (dette røntgen er ikke vedlagt sagen) var betændelse og tab af knogle omkring implantatet til erstatning af tanden +1.

Tryg fandt desuden, at patienten efterfølgende har oplyst, at hun havde mange smerter efter det operative indgreb, og at patienten i en efterfølgende periode fik foretaget nye behandlinger og undersøgelser hos flere tandlæger og kirurger.

Tryg fandt herefter, at der ikke med overvejende sandsynlighed er årsagssammenhæng mellem de oplyste smerter og tandbehandlingen/ lokalbedøvelsen den 24. oktober 2018.

I den forbindelse fandt Tryg, at behandlingen/ lokalbedøvelsen den 24. oktober 2018 er udført efter erfaren specialiststandard, det vil sige, at tandlægen har varetaget behandlingen efter gældende faglige retningslinjer. Herunder også den del, at tandlægen henviser patienten til videre behandling på hospitalet.

Tryg fandt videre, at journalmaterialet ikke dokumenterer noget om, at patienten overfor tandlægen har oplyst om smerter fra implantaterne til erstatning af tænderne 1+1 i perioden fra den 12. september 2019 til den 13. marts 2020.

Tryg fandt dermed, at patientens smerter med overvejende sandsynlighed har årsag i grundlidelse, som er forhold ved patienten selv. Det vil her sige betændelsen omkring implantatet og det forløb, der efterfølgende har været med flere behandlinger herfor.

Tryg fandt derfor, at det ikke er behandlingen hos tandlægen med opklapning og udrensning, der med overvejende sandsynlighed er årsag til patientens smerter.

I øvrigt bemærkes det, at det forhold, at en neurolog har udtalt, at patienten har trigeminus neuralgi, ikke kan føre til en ændret vurdering, da der ikke vurderes at være årsagssammenhæng.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 12. marts 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at dine smerter og betændelse ikke er en følge af den udførte behandling den 24. oktober 2018. Det forhold, at der opstod betændelse ved implantaterne, skyldes forhold ved dig selv og ikke den udførte behandling.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.