Skip to content

4710/21

Skadetype: Skade på rod - Rodresorption
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende rodresorptioner til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Tandreguleringsbehandling med efterfølgende rodresorptioner til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 19-årig kvinde, der i perioden fra den 6. september 2012 og frem til 1. august 2016 blev behandlet med fast bøjle i begge kæber på grund af tandstillingsafvigelse og fejlfrembrud af overkæbens fortænder. Den 29. april 2016 blev der konstateret en atypisk stor kæbevækst i venstre side af underkæben. Patienten blev derfor henvist til kæbekirurgisk afdeling, hvor der blev konstateret behov for fremtidig behandling med kæbekirurgi og tandreguleringsbehandling. Bøjlebehandlingen blev derfor midlertidigt afsluttet den 18. august 2016, hvorefter patienten fik udleveret en holdebøjle. Forud for en kæbekirurgisk behandling var patienten til undersøgelse den 30. juni 2020, hvor der blev taget røntgen og noteret udtalte rodresorptioner af over- og underkæbens fortænder. På trods af rodresorptionerne blev det efterfølgende besluttet at fortsætte planen omkring en kombineret kæbekirurgisk og tandreguleringsbehandling for korrektion af ansigtsskævheden. Ifølge det oplyste, giver rodresorptionerne ikke anledning til noget aktuelt behandlingsbehov, men der er en risiko for, at tænderne mistes ved fornyet tandreguleringsbehandling og kirurgi.

Patienten søger nu om erstatning, hvis tænderne mistes.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. april 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at de udtalte rodresorptioner på fortænderne i både over- og underkæbe er dokumenteret på røntgen af den 30. juni 2020 og kan relateres til den udførte tandreguleringsbehandling udført i perioden fra 6. september 2012 og frem til 18. august 2016.

Tryg fandt dog, at det af anmeldelsen fremgår, at der ikke på nuværende tidspunkt er et egentlig behandlingsbehov som følge af rodresorptionerne. Der har derfor ikke været en dokumenterbar forringelse af patientens tandstatus eller negative konsekvenser, da patientens tandsæt er intakt og uden behandlingskrævende tilstande, fraset behandling af patientens grundlidelse.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Såfremt en eller flere af tænderne mistes, og det kan dokumenteres at have årsag til rodresorptionerne, er der mulighed for, at patienten kan få genoptaget sagen i op til 10 år regnet fra 18. august 2016.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 14. april 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at rodresorptionerne på tænderne 2,1+1,2 er en følge af den udførte tandreguleringsbehandling.

 

Nævnet finder videre, at omfanget af rodresorptionerne er såvel alvorlige som sjældne (forekommer i mindre end 2% af lignende tilfælde), og er derfor mere end hvad patienten bør tåle set i forhold til grundlidelsen.

 

Imidlertid finder nævnet, at der på nuværende tidspunkt ikke ses at være grundlag for at fastsætte en erstatning, idet tænderne 2,1+1,2 endnu ikke er mistet.

 

Patienten skal dog være opmærksom på, at der i medfør af lovens § 60 b, stk. 1, fra nævnets afgørelse løber en forældelsesfrist på 3 år for erstatningskrav som følge af skaden, og at forældelse indtræder senest 10 år efter afgørelsen, jf. § 60 b, stk. 3.