Skip to content

4731/21

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Knækket rodfil med gennembrydning til følge og tab af tand. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Knækket rodfil med gennembrydning til følge og tab af tand. Fradragets størrelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 76-årig kvinde, der den 30. maj 2018 fik konstateret en revne i tanden -7 samt fortsat aktiv parodontitis på grund af manglende renhold. Patienten blev derfor geninstrueret i renhold. Den 18. oktober 2019 blev det igen noteret, at der var parodontitis ved tanden, og den 23. oktober 2018 samt den 18. februar 2019 blev der foretaget behandling af parodontitislidelsen. Ved undersøgelse den 16. juli 2019 blev patienten anbefalet, at tanden -7 blev forsynet med en ny fyldning, da den tidligere fyldning var tabt. Desuden blev det noteret, at der var aktiv parodontitis ved tanden. Patienten henvendte sig igen den 13. september 2019, da hun havde haft kraftige smerter fra tanden i flere dage. Det blev noteret, at der var betændelse i tandens nerve, og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. I forbindelse med den mekaniske udrensning knækkede en rodfil i tandens forreste- og kindvendende rod. Det blev forsøgt at rodbehandle forbi den knækkede rodfil, hvorefter der skete en gennemboring af roden. Patienten blev derfor anbefalet at få tanden fjernet, hvorfor tanden blev fjernet samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 6. august 2021 traf Tryg afgørelse om, at behandlingsoverslag kan godkendes.

Tryg fandt i den forbindelse, at overslaget vedrører erstatning af tanden -6 med et implantat på i alt 16.840 kr., og kan godkendes som rimelig og nødvendig tandbehandling.

Som oplyst i afgørelsen af 24. februar 2020 fratrækkes patientens forventede udgifter til en rodbehandling, en opbygning og en krone, idet patienten ville have haft disse udgifter, hvis skaden ikke var sket.

Tryg fandt derfor, at når erstatningen opgøres, fratrækkes der for en rodbehandling af tandens fjerde og ubehandlede rodkanal, en plastisk opbygning og en krone på i alt 8.614 kr.

Tryg fandt herefter, at der kan godkendes med i alt 8.226 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 6. august 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at der skal foretages fradrag for udgifterne til rodbehandling, plastisk opbygning og krone, da tanden -7 under alle omstændigheder skulle have været behandlet hermed for at bevares på længere sigt. Der kan alene tilkendes erstatning for mérudgifter som følge af skaden og ikke for udgifter, som du under alle omstændigheder skulle have afholdt. Desuden tiltrædes fradragets størrelse på 8.614 kr.

 

For en god ordens skyld bemærkes det, at det oprindelige overslag på rodbehandling alene omhandlede udgiften til selve rodbehandling og ikke udgiften til opbygning og krone.