Skip to content

4617/21

Skadetype: Nerveskade
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Behandling af tand med plastfyldning, rodbehandling og senere udtrækning af tand med efterfølgende kroniske smerter til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Behandling af tand med plastfyldning, rodbehandling og senere udtrækning af tand med efterfølgende kroniske smerter til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig mand, der den 20. marts 2018 fik konstateret caries i tanden 4+. Den 11. april 2018 blev tanden derfor behandlet med en plastfyldning. I den forbindelse blev det noteret, at der var tale om dyb caries, og at tanden muligvis skulle rodbehandles. Ifølge journalen fra den 5. marts 2019 var der intet liv i tandnerven, og der blev derfor aftalt tid til rodbehandling. Rodbehandlingen blev derfor påbegyndt den 6. marts 2019, og den 21. marts 2019 blev tanden rod- og plastfyldt. Den 22. maj 2019 blev tanden fjernet på grund af manglende opheling og svækkelse. Efterfølgende blev der konstateret pæn opheling, men den 23. september 2019 henvendte patienten sig igen på grund af smerter fra regio 4+. Det blev noteret, at området var trykfølsom, og det blev aftalt, at der skulle foretages en operativ opklapning. Den 24. oktober 2019 blev det noteret, at patienten kunne udløse smerter ved tryk, bl.a. i tindingeregionen. Der blev herefter foretaget opklapning, hvorefter blød knogle blev fjernet. Der blev herefter lukket med 3 sting. Ved kontrol den 31. oktober 2019 blev stingene fjernet, og det blev noteret, at patienten oplevede en anden ømhed end tidligere. Den 18. maj 2020 blev det noteret, at patienten fortsat havde udstrålende smerter fra regio 4+, og patienten blev derfor henvist til en neurolog med henblik på udredning for trigeminus neuralgi. Ifølge journalen fra den 10. juni 2020 har patienten fået konstateret trigeminus neuralgi hos en neurolog.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén for kroniske smerter.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. februar 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at udføre behandlingen ved tanden 4+. Patienten fik efter behandlingen konstateret trigeminus neuralgi hos en neurolog. Diagnosen kunne bekræftes ved neurosensorisk undersøgelse hos en specialtandlæge den 4. december 2020.

Tryg fandt herefter, at en trigeminal neuralgi ligger latent hos den enkelte. Den kan udløses, men ikke forårsages af en behandling.

Tryg fandt derfor, at selv om der er en tidsmæssig sammenhæng mellem patientens gener og den udførte tandbehandling, så er der ingen årsagssammenhæng, da den trigeminale neuralgi skyldes forhold hos patienten selv.

Patienten er derfor ikke påført en skade og er ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 9. februar 2021, som anført nedenfor.

 

Den indhentede neurosensoriske undersøgelse konkluderer, at der er årsagssammenhæng mellem den udførte behandling af tanden 4+ og den opståede traumatisk betinget neuropatisk smerte.

 

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til, om de øvrige betingelser for tilkendelse af erstatning/ godtgørelse i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er opfyldte.