Skip to content

4966/21

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Kæbefraktur
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af visdomstand med efterfølgende fraktur af kæben til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Udtrækning af visdomstand med efterfølgende fraktur af kæben til følge. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 38-årig mand, der ved undersøgelse den 22. oktober 2020 fik konstateret mangelfuldt renhold mellem tænderne +7,8. Prognosen for tanden +7 blev derfor vurderet som tvivlsom, hvorfor patienten blev anbefalet udtrækning af tanden +8 for at forbedre renhold. Tanden +8 blev derfor fjernet operativt den 9. november 2020 uden deling af tanden. I den forbindelse blev det noteret, at der knækkede et stykke knogle af tandens yder- og bagside, hvorfor der opstod åbning til sinus. Åbningen blev aflukket kirurgisk, og der blev ordineret antibiotika og smertestillende medicin. Den 16. november 2020 blev stingene fjernet, og der blev noteret pæn heling. Desuden havde der ikke været nævneværdige eftersmerter.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte udgifter, tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 9. august 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af en fraktur af kæbeben og efterfølgende smerter som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der i forbindelse med fjernelse af tanden +8 skete en fraktur af knogle i området. Der opstod herefter åbning til sinus.

Tryg fandt herefter, at den erfarne specialist ville i forbindelse med fjernelse af tanden +8 have delt tanden skånsomt, hvorefter det havde været muligt at fjerne den, uden der var sket påvirkning af knoglen. Herved havde afbrækning af et stykke knogle med overvejende sandsynlighed været undgået.

Patienten har derfor ret til erstatning efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Tryg fandt videre, at patienten har oplyst, at han har været sygemeldt på fuld tid i perioden fra den 16. november 2020 til den 31. november 2020, idet han havde smerter, hovedpine og besvær med at indtage føde efter fjernelse af tanden -8. Det må her antages, at den korrekte dato er fra den 9. november 2020, idet det var her tanden blev fjernet.

Tryg fandt endvidere, at det fremgår af sagens materiale, at patienten fik fjernet sting den 16. november 2020, hvor det blev noteret i journalen, at der ikke havde været nogle nævneværdige eftersmerter, ligesom der blev konstateret pæn heling. Desuden foreligger der ikke i sagens materiale oplysninger om eller dokumentation for, at patienten har været undergivet en vis form for behandling i forbindelse med behandlingsskaden, udover infektionsforebyggende og smertestillende medicin.

Hertil oplyses det, at der i forbindelse med fjernelse af en visdomstand i nogle tilfælde kan være en forventelige periode med smerter på op til fjorten dage, hvorfor der heller ikke er tale om, at behandlingsskaden har forårsaget en forlængelse af den forventede sygeperiode.

Tryg fandt på den baggrund, at patienten ikke er berettiget til godtgørelse for svie og smerter.

Tryg fandt desuden, at ved fjernelse af en visdomstand er det ikke unormalt, at der vil være smerter i området i op til fjorten dage efter. Ligeledes er det heller ikke unormalt, at det vil være sværere at indtage føde.

Tryg fandt herefter, at der ikke kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet en erstatning først kan ydes efter udløbet af en forventede sygeperiode på fjorten dage.

Tryg fandt videre, at det fremgår af anmeldelsen, at patienten som følge af behandlings-skaden ikke har haft helbredelsesudgifter eller andet tab.

Tryg fandt videre, at der inden for en periode på et år vil ske heling af knoglen i det pågældende område, således at det beskrevne ubehag vil forsvinde. Såfremt der skulle være behov for en kirurgisk korrektion med afglatning af knogle, vil Tryg godkende rimelige udgifter til denne behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 9. august 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at udtrækningen af tanden +8 har været udført bedst muligt, idet der er handlet i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Ifølge de faglige retningslinjer anbefales der ikke deling af en fuldt frembrudt visdomstand i overmunden, og røntgen dokumenterer ligeledes ikke, at der var grundlag for at dele tanden.

 

Nævnet finder videre, at skaden i form af fraktur af kæbeben ikke er tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed i § 20, stk. 1, nr. 4. Skaden kan derfor heller ikke anerkendes som værende værre end det, du bør tåle, set i forhold til behandlingen af grundlidelsen, udtrækning af visdomstand på grund af manglende renhold.

 

Den af Tryg tilkendte ret til erstatning er derfor bortfaldet.