Skip to content

4792/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Behov for ny kronebehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen den 22. maj 2018 på grund af knækket/ tabt fyldning i tanden 4+. Tanden blev herefter behandlet med en parapulpal stift samt plastisk opbygning. Desuden blev der givet en ny tid til behandling med krone. Tanden blev derfor præpareret til krone den 25. maj 2018, hvor der ligeledes blev taget aftryk til krone. Kronen blev herefter cementeret på tanden den 22. juni 2018. Efterfølgende skiftede patienten tandlæge den 6. august 2020, hvor der efter undersøgelse bl.a. blev noteret begyndende caries i tanden 4+. Den 4. marts 2021 blev det konstateret, at kronen på tanden 4+ var løs og kunne fjernes let med fingrene. Det blev herefter konstateret, at caries var total, og der blev taget røntgen og foto. Patienten blev herefter anbefalet fjernelse af tanden og erstatning med implantat, da tænderne 5,3+ var intakte.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af tanden samt senere implantat.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. august 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der blev foretaget kronebehandling med cementering af krone på tanden 4+ den 22. juni 2018. Desuden dokumenterer røntgen dateret 6. august 2020 krone på tanden 4+ med ikke optimal kanttilslutning på bagudvendende flade.

Tryg fandt videre, at tanden sås bevaringsværdig, men med behov for omgørelse af kronebehandlingen.

Tryg fandt herefter, at selv om behandlingen muligvis ikke har opfyldt patientens forventninger til resultatet, kunne behandlingen på det foreliggende grundlag have været lavet om under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Det betyder, at patienten kunne have fået en ny krone, uden at det vil have en negativ påvirkning af patientens tænder eller forringelse af tandstatus.

Tryg fandt dermed, at det forhold, at patienten skulle have foretaget denne behandling igen, ikke i sig selv er en skade i lovens forstand. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter KEL som følge af behandlingen hos tandlægen.

I den forbindelse tilføjes det, at det forhold, at en behandling ikke lykkes, heller ikke udgør en skade i lovens forstand. Det samme gælder en behandling, der eventuelt er blevet dyrere end forventet.

Spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for den første behandling eller omgørelse af den tidligere udførte behandling er en sag mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan sagen indbringes for Styrelsen for Patientklager, eller der kan indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Patienten skal dog være opmærksom på, at der ved klage til Styrelsen for Patientklager gælder en klagefrist på 2 år fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til forholdet og 5 år fra det tidspunkt, hvor den påklagede behandling blev udført.

Hvis patienten ønsker at få vurderet, hvorvidt der er sket en skade i forbindelse med undersøgelse og behandling hos anden tandlæge, bedes patienten indsende en ny anmeldelse med angivelse af ny skadevolder.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. august 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at røntgenbillede fra 6. august 2020 viser, at kronen havde mangelfuld kanttilslutning. Kronen kunne derfor med overvejende sandsynlighed på daværende tidspunkt havde været lavet om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige kronebehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

 

Hvis du ønsker, at der skal tages stilling til, om der eventuelt er sket en skade ved den efterfølgende behandling hos den nye tandlæge, skal du indgive en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning påført tandlægens navn.