Skip to content

4926/21

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandkød og støttevæv - Tandrensning

Beskrivelse:

Tandrensning og gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Tandrensning og gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig mand, der ifølge journalen var til undersøgelse den 5. oktober 2016, hvor der blev taget røntgen og planlagt undersøgelse med tandrensning efter 12 måneder. Patienten blev herefter først set den igen den 17. september 2020, hvor der bl.a. blev konstateret slid på tænderne 4+4 og 6-6. Desuden blev der noteret lidt blottet tandhalse på tænderne 4+4, og der blev noteret obs for parodontitis. Patienten fik herefter påvist plak og blev instrueret i tandbørstning og anvendelse af tandtråd. Der blev dernæst foretaget en tandrensning af tænderne.

Patienten søger nu om erstatning for konstante smerter på enkelte tænder, hvor der er boret hul.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. november 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en erstatningsberettigende skade som følge af behandlingen med tandrensning hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der i journalen er noteret slid på tænderne og mangelfuld hjemmetandpleje.

Tryg fandt videre, at det er en naturlig og forventelig bivirkning til rensning af tænderne, at der i en periode kan være smerter og øget følsomhed i tænderne, men at disse gener normalt aftager spontant og uden yderligere behandling.

Tryg fandt derfor, at det er overvejende sandsynligt, at patientens gener er en følge af grundlidelsen (slid på tænderne og mangelfuld pleje) og den nødvendige behandling heraf.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 2. november 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Indledningsvist har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af journalen fra Evident tandlægerne, at der er registreret tilbagetrækning af tandkød og følsomme tandhalse, samt at du har oplyst, at du slider en tandbørste op ugentligt. Der er ikke registreret behandlerpåførte skade på tænder eller tandkød.

 

Nævnet finder på den baggrund, at det er overvejende sandsynligt, at der ikke er sket en skade i forbindelse med tandrensningen hos den behandlende tandlæge.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.