4844/22

Beskrivelse:

Mangelfuld diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Trygs afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der den 8. august 2019 fik konstateret dyb behandlingskrævende caries i tanden 5+ med tæt kontakt til nerven. Tanden blev derfor behandlet med en midlertidig fyldning med henblik på observation. Patienten henvendte sig hos tandlægen igen den 12. december 2018 på grund af stærke smerter. Der blev taget røntgen, hvorefter der blev indledt rodbehandling af tanden. Ved den fortsatte rodbehandling den 3. januar 2019 var tanden knækket, og den inderste del af kronen var knækket af. Patienten blev derfor informeret om, at tanden skulle behandles med en plastopbygning med stift. Den 15. januar 2019 blev rodbehandlingen afsluttet med rodfyldning og kontrolrøntgen. Ifølge journalen fra den 28. januar 2019 blev tanden behandlet med en stiftopbygning, og patienten blev anbefalet en krone Patienten henvendte sig igen den 30. november 2020, da tanden var knækket. Det blev noteret, at halvdelen af tandens yderside var tilbage, og resten af tanden var i niveau med tandkødet. Tanden blev derfor igen behandlet med en fyldning, dog uden garanti for holdbarhed, og patienten blev igen anbefalet en krone. Den 25. januar 2021 blev det noteret, at efter fjernelse af fyldning viste det sig, at der sad fiberstifter i roden, som var svær at se på røntgen. Det var derfor ikke muligt at lave en krone, da stubhøjden også var for lav. Tanden blev herefter igen behandlet med en midlertidig fyldning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. november 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det den 8. august 2018 blev noteret, at der var et dybt hul i tanden 5+ med kontakt til tandnerven, og at tanden i den efterfølgende periode blev rodbehandlet på grund af smerter. Tænder med smerter rodbehandles ikke sjældent.

Tryg fandt herudover, at patienten den 28. januar 2019 og den 30. november 2020 blev anbefalet, at tanden skulle forsynes med en krone, men at det den 25. januar 2021 blev noteret, at tanden ikke kunne kronebehandles på grund af manglende tandsubstans.

Tryg fandt herefter, at røntgenbilledet af den 8. august 2018 dokumenterede, at tanden allerede på dette tidspunkt ikke var bevaringsværdig på grund af et dybt hul i tanden med betydeligt tab af tandsubstans til følge. Tanden var på dette tidspunkt ikke mulig at behandle ved kronebehandling, idet der ikke ville have kunnet opnås tæt og sikkert ringgreb på grund af manglende tandsubstans, og det biologisk breddeprincip ikke ville have kunnet være overholdt.

Tryg fandt derfor, at tabet af tanden 5+ med overvejende sandsynlighed skyldes patientens grundlidelse i form af et stort hul i tanden. Der er derfor ikke tale om en behandlingsudløst skade.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Spørgsmålet om betalingen for rodbehandlingen af tanden er et forhold mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Såfremt der opstår uenighed vedrørende betalingen for behandlingen, kan spørgsmålet indbringes for Styrelsen for Patientklager. Et økonomisk tab udgør ikke i sig selv en skade.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer derfor Trygs afgørelse af 25. november 2021, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at diagnostik og behandling af caries i tanden 5+ har været mangelfuld, idet der ikke er taget bite wings/ røntgen i perioden 2011 til 2018. Bedst mulig behandling havde tilsagt, at der var taget bite-wings hvert 2.-3. år henset til patientens tandsæt, og derved havde caries i tanden 5+ med overvejende sandsynlighed været diagnosticeret og behandlet på et tidligere tidspunkt.

Nævnet finder således, at mangelfuld diagnostik og behandling af caries har medført et øget behandlingsbehov.

Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.